Klimatopmødet: Film fortæller succeshistorien om dansk vindenergi

Under klimatopmødet bliver vores engelsksprogede film "Wind Power To Combat Climate Change" vist på en række stande. Filmen fortæller historien om, hvordan det er lykkedes Danmark at indpasse den suverænt største andel af vindkraft i elsystemet.

Vind er Danmarks suverænt stærkeste vedvarende energikilde, og ambitionerne på området er høje.

I dag udgør vindkraften 20 procent af danskernes elforbrug. Om få år er ambitionerne 50 procent. Men hvordan skal det lykkes? Hvad gør vi, når det blæser så meget, at vi har mere vindkraft, end vi kan bruge? Og hvor får vi energien fra, når det ikke blæser? Det er præcis den historie, dokumentarfilmen "Wind Power To Combat Climate Change" skal fortælle resten af verden.

Filmen er udgivet på engelsk, tysk, spansk og kinesisk og kan ses som et supplement til Energinet.dk's magasin, "Wind power to combat climate change". Der er tale om en engelsk særudgave af vores nyhedsmagasin OmEnergi, som Udenrigsministeriet har distribueret til alle ambassader. Ministeriet har desuden finansieret en kinesisk oversættelse af magasinet, fordi interessen for historien om dansk vindenergi er særlig stor i Kina.

Både film og magasin og yderligere information om den danske vindcase kan findes på linket www.dendanskevindcase.dk eller www.thedanishwindcase.com.  

Filmen er i produceret i et samarbejde mellem Energinet.dk, Energistyrelsen, Klimakonsortiet og Vindmølleindustrien.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.