KONTEK udjævner prisforskellen mellem Norden og Tyskland

Nord Pool Spot er nu begyndt at notere elprisen i et nyt prisområde med betegnelsen KONTEK. Formålet er at rette strømmen mod områder med høje priser for dermed at udjævne prisforskellen mellem det nordiske og nordtyske elmarked.

Prisområdet KONTEKgiver adgang til spothandel i den del af Tyskland, somVattenfall Europe Transmission er systemansvarlig for, nemlig det tidligere DDR og delstaten Hamburg.

Prisområdet sammenkobler reelt det nordiske og det tyske elmarked på samme måde som det nordiske marked. Dog er der over landegrænsen kun tale om en frivillig markedskobling. Her har Nord Pool Spot i tilknytning til KONTEK indledt en ny service, Cross Border Optimization (CBO), som har til formål at forbedre elhandlen mellem Jylland og Tyskland.

Nord Pool Spot administrerer nu den kapacitet, som Energinet.dk og Vattenfall AB råder over på Kontek-kablet over Østersøen. Det drejer sig om 550 MW i nordgående og 200 MW i sydgående retning. Den nye prisnotering erstatter Energinet.dk's måneds- og dagsauktioner på Kontek-forbindelsen for markedets aktører.

Derimod fortsætter auktionerne over kapaciteten mellem Jylland og Tyskland, da det ikke har været muligt at aftale egentlig markedskobling med E.On Netz, som er systemansvarlig syd for landegrænsen.Af samme grund råder Nord Pool Spot kun over den del af kapaciteten over landegrænsen (800 MW mod nord og 1200 MW mod syd), som vinderne af auktionen frivilligt stiller til rådighed for markedet.

Aftalen om frivillig markedskobling har allerede efter et par dage bevist sin duelighed, eftersom handlen over landegrænsen er fuldt på højde med handlen via Kontek-kablet.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.