Kunstigt høje elpriser på vej retur

Udsigt til gennembrud i sag om høje danske elpriser som følge af flaskehalse i det svenske elnet

Danske forbrugere har udsigt til at slippe af med kunstigt høje elpriser som følge af flaskehalse i det svenske elnet. Nordisk Ministerråd har i dag bedt de systemansvarlige selskaber i de nordiske lande om at løse problemet ved at opsplitte det nordiske elmarked i flere pris/budområder.

- Det glæder os, at der nu er udsigt til et gennembrud, så det er slut med at flytte interne flaskehalse i det svenske elnet ud til den elektriske Øresundsforbindelse til Danmark, som dermed skaber kunstigt høje elpriser på Sjælland. Vi ser frem til en løsning, som betyder, at strømmen fremover altid vil flyde fra et lavprisområde til et højprisområde, siger international udviklingschef Klaus Thostrup, Energinet.dk.

- Beslutningen i Nordisk Ministerråd skal udmøntes i en reel og langsigtet løsning, så vi får skabt en model, der er til gavn for markedet og de danske forbrugere. Vi ønsker, at Sverige bliver opdelt i prisområder og ikke kun i de mindre forpligtende budområder, siger Klaus Thostrup.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.