Novembers elmarked: Mildt efterår giver lavere elpriser

Elpriserne på den nordiske elbørs blev i november presset yderligere nedad

Mens Nord Pool Spots systempris var på 45 øre/kWh i begyndelsen af måneden, var den i slutningen af måneden faldet til 30 øre/kWh.

Det markante fald hænger både sammen med de forholdsvis høje temperaturer, som har givet vigende efterspørgsel, og at nedbøren i Norge og Sverige er faldet som regn i længere tid, end den plejer. Normalt plejer tilstrømningen til vandkraftmagasinerne at stoppe i begyndelsen af november, men i år er tilstrømningen endnu ikke hørt op.

Også forwardprisen for første kvartal 2007 er faldet – fra 46 øre/kWh til 34 øre/kWh. Faldet skyldes den forlængede tilstrømning til vandkraftreservoirerne og forventninger om en mild vinter, som vil reducere elforbruget især i Norge og Sverige, hvor mange huse er opvarmet med el.

Disse faktorer virker modsat for forwardprisen for foråret 2007. En mild vinter betyder mindre sne i fjeldene og dermed mindre smeltevand i foråret. På den baggrund er forwardprisen for andet kvartal næste år nu 30 øre/kWh, mens den sidste år ved samme tid var 25 øre/kWh for andet kvartal 2006.  

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.