Pressemeddelelse fra Elinfrastrukturudvalget: Principper for den fremtidige udbygning og kabellægning af det overordnede elnet

Elinfrastrukturudvalget har i går afleveret sin rapport om den fremtidige udbygning og kabellægning i eltransmissionsnettet til klima- og energiminister Connie Hedegaard, og udvalgets formand har efterfølgende præsenteret rapporten for partierne bag energiforliget. Rapporten skal danne grundlag for en politisk beslutning om den fremtidige model for udbygning og kabellægning af det overordnede elnet i Danmark.

- Det overordnede elnet skal løbende udbygges og tilpasses i takt med, at andelen af vedvarende energi samt kapaciteten til handel med nabolandene øges, siger elinfrastrukturudvalgets formand Peter Jørgensen.

- Et tilstrækkeligt og robust elnet er en forudsætning for, at vi kan realisere de energipolitiske målsætninger for forsyningssikkerhed, effektiv konkurrence på elmarkedet, miljøhensyn og omkostningseffektive løsninger. Det er baggrunden for rapporten.

Rapporten er en teknisk redegørelse, der på baggrund af konkrete udbygningsmodeller opregner seks udbygningsprincipper for det overordnede elnet.
Rapportens hovedkonklusioner er vedlagt.

Udvalget afdækker i rapporten de miljømæssige/landskabsmæssige, tekniske, omkostningsmæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser forbundet med de enkelte udbygningsmodeller. Endvidere indgår en vurdering af konsekvenserne for nettarifferne.

Elinfrastrukturudvalget blev nedsat af daværende transport- og energiminister Flemming Hansen i sommeren 2007 med det formål at udarbejde en teknisk redegørelse om den fremtidige udbygning af det overordnede elnet. Udvalget er sammensat af repræsentanter fra Klima- og Energiministeriet, Energistyrelsen, Energinet.dk, Miljøministeriet ved By- og Landskabsstyrelsen samt Miljøcenter Odense, Finansministeriet, Kommunernes Landsforening og Dansk Energi.

Udvalget har holdt i alt ni møder.

Klima- og Energiministeriet vil med rapporten nu igangsætte det videre arbejde om, hvorvidt der er behov for at ændre de gældende principper for udbygningen.

Elinfrastrukturudvalgets rapport kan downloades her.

Hent rapportens hovedkonklusioner nederst på siden.

Yderligere information
Formand for Elinfrastrukturudvalget Peter Jørgensen, planlægningsdirektør i Energinet.dk, tlf. 76 22 44 20, mobil 23 33 85 38.

Abonnér på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.