Pressemeddelelse: Historisk fald i elforbruget

Den økonomiske krise kan nu også aflæses i et særdeles kraftigt fald i elforbruget i Danmark.

- Vi har aldrig før set så voldsomt et fald på kun ét kvartal. Det er historisk, siger elmarkedschef Nicolaj Nørgaard Petersen fra Energinet.dk, der følger strømforbruget tæt.

I de sidste tre måneder af 2008 faldt strømforbruget med 3,0 pct. i forhold til samme periode forrige år.  Og alene i december måned faldt strømforbruget med 4,6 pct. 

- Vi har tjekket tallene tilbage til begyndelsen af 80'erne, og vi har aldrig tidlige-re set så markant et fald på et enkelt kvartal. Faldet i elforbruget her efter nytår kan meget vel vise sig at være endnu kraftigere, siger elmarkedschef Nicolaj Nørgaard Petersen hos Energinet.dk, som tilføjer: - Selvom der måtte være en usikkerhed i vores model til sammenligning af elforbruget fra år til år, så er ten-densen meget klar.

Elforbruget fordeler sig mellem forbruget i danskernes egne hjem, i industrien og i handels- og servicesektoren med ca. en tredjedel til hver. Et fald på tre pct. på landsplan på blot tre måneder kan ikke lade sig gøre, medmindre der bruges væsentlig mindre strøm i industrivirksomhederne.

- Tallene er derfor en meget tydelig indikator for, hvor samfundsøkonomien er på vej hen, fortæller Nikolaj Nørgaard Petersen.

Energinet.dk har endnu ikke tal for i præcis hvilke sektorer elforbruget falder mest. De tal forventes færdige med udgangen af februar.

Figur vedhæftet
Vedhæftede figur viser, at elforbruget har været svagt stigende i perioden fra 2004-2007, hvor der har været højkonjunktur, og at elforbruget i hele 2008 har været svagt faldende. I 4. kvartal - og i særdeleshed i december 2008 - har faldet været historisk stort.

Figuren viser stigningen eller faldet i elforbruget hver måned i forhold til samme måned forrige år, korrigeret for vejrforskelle og forskelle i arbejds- og helligdage, så tallene er sammenlignelige.

Kontaktpersoner
Elmarkedschef Nicolaj Nørgaard Petersen - 76 22 44 46 eller mobil 23 33 87 05.
Pressechef Jørgen Møllekær 76 22 48 50 eller mobil 23 33 88 50.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.