Royalt besøg i Erritsø

Især den seksårige Nicoline Fog Bach fik sig en helt særlig oplevelse, for det var hende, der overrakte Dronningen den fine buket margueritter.

- Dronningen sagde "Goddag og tak for blomsterne", fortalte Nicoline, der er barnebarn af Energinet.dk's bestyrelsesformand Niels Fog.

Under besøget så Dronning Margrethe og Prins Henrik blandt andet på nogle af de arkæologiske fund, der blev gjort på grunden under byggeriet af hovedsædet.

Det drejer sig om resterne af en stormandsgård fra Vikingetiden med hovedbygning og 20 huse, der var omgivet af en voldgrav og palisadehegn, og et tøjspænde med et motiv af Midgårdsormen, der stammer fra den yngre germanske jernalder, dvs. år 500-600.
 
Men regentparret fik også en smagsprøve på de nutidige udfordringer. Bestyrelsesformand Niels Fog fortalte om Energinet.dk og klimaudfordringerne med fokus på indpasning af den stigende mængde vindkraft.

I KontrolCentret for el blev der serveret champagne med jordbær og chokolade, og administrerende direktør Peder Ø. Andreasen fortalte om KontrolCentrets opgaver og om, hvordan Energinet.dk fordeler vindproduktionen i systemet illustreret med orkanen i 2005.
 
Prins Henrik spurgte bl.a. ind til fremtiden for solenergi, og Peder Ø. Andreasen kunne fortælle, at vi regner med, at solenergi bliver en konkurrencedygtig energikilde om få år.

Efter 45 minutter var besøget slut og de mange børn, der havde fordrevet ventetiden med en is, sendte regentparret videre ud i sommerlandet.  

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.