Skagerrak 3 ude til sidst i september
Den havarerede jævnstrømsforbindelse kan tidligst genoptage driften i slutningen af september
Den havarerede kabelforbindelse mellem Jylland og Norge, Skagerrak 3 med en overføringsevne på 500 MW, kan tidligst genoptage driften i slutningen af september. Det har norske Statnett meddelt den nordiske elbørs, Nord Pool. Dermed tvinges elmarkedet i yderligere et halvt år til at operere med blot den halve kapacitet i udvekslingen af jævnstrøm mellem de to lande.
Skagerrak 3 faldt ud 23. januar efter en eksplosionsagtig kortslutning i den kun tre måneder gamle transformer på konverterstationen i Kristianssand. Viklingerne blev beskadiget så meget, at transformeren nu skal sendes til reparation på leverandøren, Arevas fabrik i England.
Et havari på den oprindelige norske transformer i maj i fjor bevirkede, at Skagerrak 3 først atter kunne indgå i driften i slutningen af oktober. Denne gang med en helt ny transformer, som Statnett allerede havde bestilt som reserve til Kristiansand efter et havari i 2003.
Energinet.dk ejer og driver de tre Skagerrakforbindelserne sammen med Statnett. Den danske konverterstation er placeret i Tjele ved Viborg.