Uventet høje elspotpriser i Danmark

Både Øst- og Vestdanmark har priserne i enkelte timer i den sidste uges tid været uventet høje

I den seneste uge har elspotpriserne i enkelte timer i Danmark været meget højere end forventet.  I de tidlige aftentimer den 23. november når spotprisen godt 3.000 DKK/MWh i Østdanmark og godt 1.000 DKK/MWh i Vestdanmark.

Kontinentaleuropa er ligeledes kendetegnet ved høje priser. Det europæiske marked er ikke i samme grad som det nordiske, kendetegnet ved gennemsigtighed. Formodet knaphed på produktionskapacitet, lav vindproduktion samt uventet tidlig kulde er årsagerne til de høje tyske priser.

I tidligere lignende situationer med omskiftelige markedsforhold i naboområderne er disse områders høje priser kun blevet overført til Vestdanmark. I den nuværende situation overføres priserne ligeledes til Østdanmark.

Priserne overføres til Østdanmark som følge af kapacitetsknaphed i Østdanmark. Knapheden skyldes hovedsageligt to forhold. Den systemansvarlige virksomhed i Sverige, Svenska Kräftnet har som følge af stor efterspørgsel i Sydsverige reduceret handelskapaciteten på Øresundsforbindelsen mod Østdanmark. I tillæg hertil var vindproduktion i Østdanmark meget lav i de pågældende dage.

I Vestdanmark må de voldsomme prisudsving skyldes, at der ikke er meldt tilstrækkelig kapacitet ind i markedet. Imidlertid er produktionskapaciteten i Vestdanmark ikke begrænset af fysiske årsager. Prisdannelsen i Vestdanmark må derfor være et resultat af aktørernes budgivning i markedet.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.