Vindmøllerne producerer halvdelen af elforbruget

Efterårets første alvorlige blæsevejr betyder, at en meget stor del af det danske elforbrug dækkes af vindmøllerne.

Kl. 9 var det ca. halvdelen af elforbruget, der blev dækket af vindmøller, mens det kl. 4 i nat var ca. 80 pct.

Med en vindhastighed op omkring 20 meter/sekund i det vestlige Jylland, hvor mange af vindmøllerne er placeret, er elproduktionen fra vindmøller tæt på det maksimalt mulige. Kommer vindhastigheden op omkring 25 m/s, stopper vindmøllerne for at beskytte sig selv.

Gratis el i nat
Forventningerne om en stor elproduktion fra vindmøllerne var medvirkende årsag til, at udbuddet af el på den nordiske elbørs, Nord Pool Spot, i går var så stort, at elspotprisen i både Øst- og Vestdanmark var nul i timerne mellem kl. 1 og kl. 5 i nat.

For at få udbud og efterspørgsel til at mødes, måtte Nord Pool beskære aktørernes udbud, og i Vestdanmark måtte Energinet.dk bede kraftværkerne skrue ned for at få balance mellem elforbrug og elproduktion i driftsøjeblikket, da der ikke var plads til yderligere eksport på de elektriske forbindelser til udlandet.

Den stærke blæst har i øvrigt ikke ført til driftsforstyrrelser i det overordnede elsystem.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.