Kommentar til artikel i Jyllands-Posten

Morgenavisen Jyllands-Posten bringer i dag en artikel under overskriften "Staten sløser med elkunders penge".

Artiklen handler om en rapport, som Energitilsynet offentliggjorde den 28. oktober 2009 om effektiviteten i Energinet.dk's eltransmissionsvirksomhed i driftsåret 2006 baseret på den internationale benchmarkanalyse e3GRID, som sammenligner effektiviteten i 22 europæiske el-transmissionsselskaber.

Energitilsynet peger i sin rapport på, at Energinet.dk i sin eltransmissionsvirksomhed i 2006 havde en effektivitet, som lå under gennemsnittet for de undersøgte selskaber.

- Vi er ikke overraskede over rapportens konklusion, da 2006 var et fusionsår, hvor aktiviteterne i tre forskellige selskaber var under sammenlægning, siger kommunikationsdirektør Hans Mogensen.

- Energinet.dk løser i dag langt flere opgaver, samtidig med at vores el-tariffer er faldet fra 2005-2009 (1). Det svarer til, at elforbrugerne i år sparer 200 millioner kr. sammenlignet med 2005, hvor Energinet.dk blev dannet, siger Hans Mogensen.

Energinet.dk har i overensstemmelse med Folketingets ønske udviklet sig til en helt anden virksomhed med andre og langt flere opgaver end dem, de tre oprindelige, traditionelle transmissionsvirksomheder løftede i 2005.

Energinet.dk arbejder i dag med drift og udvikling af hele energisystemet, indpasning af markant mere vedvarende energi, forsknings- og udviklingsopgaver samt med en lang række nye opgaver, som Folketinget har valgt at lægge hos Energinet.dk.

Det højere aktivitetsniveau kan også ses af, at Energinet.dk's investeringsaktiviteter på fire år er steget fra ca. 200 mio. kr. til 1,2 mia. kr. i år.

- Vi deltager i flere internationale benchmark på både el- og naturgasområdet, fordi benchmark er et vigtigt redskab til at vurdere vores effektivitet og derfor kan bidrage med nyttig viden til vores fortsatte arbejde med effektivisering, siger Hans Mogensen.

Et benchmark (ETSO 2008) blandt 24 europæiske lande viser bl.a., at Energinet.dk's eltransmissions- og systemtariffer korrigeret for købekraft ligger markant under gennemsnittet (2).

Et andet benchmark (CEER 2008) viser, at Danmarks forsyningssikkerhed ligger i top i Europa (målt ud fra gennemsnitlig afbrydelse af elforsyningen i minutter pr. forbrugssted) (3).

Noter:
1). Energinet.dk's net- og systemtarif for 400 kV-nettet inkl. henlæggelser til fremtidige investeringer, målt i faste priser.
2). ETSO Overview on transmission tarifs in Europe: Synthesis 2008.
3). 4th Benchmarking Report on Quality of Electricity Supply - CEER 2008.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.