Kun små ændringer i prisen på transport af naturgas

Fra den 1. oktober falder kapacitetsprisen med 9 pct. mens volumenprisen stiger med 4 pct. Det koster således stort set det samme at få transporteret naturgas gennem de danske gastransmissionsrør. Dog stiger betalingen for nødforsyning med 15 pct.

Energinet.dk sænker den 1. oktober prisen på kapacitetsbetaling af årsaftaler fra 11,54 DKK/kWh/time/år til 10,54 DKK/kWh/time/år. Samtidig hæves den volumenafhængige tarif fra 0,00117 DKK/kWh til 0,00122 DKK/kWh.

- Vi forventer, at priserne på sigt vil blive hævet som følge af en lavere transport af gas – især af eksport mod Tyskland. I år forventes især et fald i volumensalget i Exit Ellund, mens vi i juli kunne se, salget af årskapaciteter på Exit Ellund stadig er høje. Prisen på kapacitet vil således falde mens volumen prisen kun stiger ganske lidt. At ændringen er så lille skyldes imidlertid en øget tilbagebetaling af akkumuleret overdækning, siger Lise Skovsgaard, Energinet.dk

Overdækningen opstod bl.a. som følge af ekstraordinære indtægter fra skattemæssige reguleringer samt ændrede afskrivninger. Energinet.dk har inkluderet at tilbagebetale overdækningen over en årrække, således at tarifferne kan holdes så stabile som muligt, gerne med en kontrolleret stigning over de kommende år, hvor både kapacitets- og volumensalg forventes at falde.

For yderligere information kontakt tarif økonom Lise Skovsgaard, tlf +45 4487 3210, lsk@energinet.dk.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.