Grønt lys for nyt jævnstrømskabel til Norge

Bestyrelserne i Energinet.dk og Statnett har nu besluttet at investere i en ny jævnstrømsforbindelse, Skagerrak 4, mellem Danmark og Norge. Kablet skal gøre det muligt at indpasse mere vedvarende energi i elsystemerne.

Allerede i slutningen af 2014 vil en ny, stor elektrisk forbindelse mellem Danmark og Norge være klar til at udveksle endnu mere miljøvenlig strøm mellem landene.

Det står klart, efter bestyrelserne i Energinet.dk og Statnett, der er ansvarlige for elsystemerne i Norge og Danmark, har besluttet at investere de 2,8 milliarder kroner, som den nye jævnstrømsforbindelse kommer til at koste.

Den kommende jævnstrømsforbindelse, der i daglig tale kaldes Skagerrak 4, vil kunne overføre 700 megawatt (MW) - svarende til ca. tre store havmølleparker på størrelse med Horns Rev 2 ved den jyske vestkyst.

Ud over selve kablet kommer Skagerrak 4-forbindelsen desuden til at bestå af to stationsanlæg - et i Kristiansand i Norge og et i Tjele i Danmark, hvor de to selskaber allerede ejer de arealer, der er nødvendige for at udbygge stationerne.

Landkablerne på den danske side bliver ca. 90 km lange, mens de i Norge bliver 12 km. Søkablet over Skagerrak bliver ca. 140 km langt.

Energinet.dk og Statnett kommer til at eje anlægget med en ejerandel på hhv. 53 procent til Energinet.dk og 47 procent til Statnett. I både Danmark og Norge er de politiske godkendelser på plads. Klima- og energiminister Lykke Friis godkendte projektet i august.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.