Vigtige skridt mod fossil uafhængighed

Regeringen har i dag fremlagt sin Energistrategi 2050, som er verdens første strategi for uafhængighed af fossile brændsler.

- Det er en meget ambitiøs strategi, som adresserer de markante udfordringer som omstillingen vil give anledning til. Med regeringens strategi tages nogle meget vigtige skridt hen mod fremtidens grønne energiforsyning, siger adm. direktør Peder Ø. Andreasen.

Omstillingen til et samfund uafhængigt af fossile brændsler kommer til at kræve en massiv omstilling i den danske energisektor. Regeringens plan indeholder en række initiativer, som vil sikre at forsyningssikkerhed, miljø og samfundsøkonomi kan gå hånd i hånd.

- Den markante udbygning af vindenergien til 42% om 10 år udfordrer elsystemet. Det er helt afgørende, at vi får udviklet et robust, fleksibelt og intelligent elsystem, siger Peder Ø. Andreasen.

- Derfor er det glædeligt, at et af de centrale punkter i regeringens strategi er udviklingen af det intelligente elsystem (Smart Grid). Samtidigt understreger planen vigtigheden af stærke forbindelser til udlandet.

- Vi er meget tilfredse med at Kriegers Flak projektet indgår i regeringens plan. Det er et visionært projekt, som netop forbinder produktionen af vindkraft med stærkere elforbindelser til udlandet.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.