Første spæde start på udbygning af 400 kilovolt forbindelse

Arbejdet med at udbygge 400 kilovolt forbindelsen mellem Kassø og Tjele er så småt gået i gang.

Entreprenørmaskiner fra virksomheden Jorton er kørt i stilling på omformerstationen i Kassø ved Aabenraa. Stationen udbygges, så den er klar til den nye 400 kilovolt forbindelse, der er større end den eksisterende højspændingsforbindelse på strækningen.

- Station Kassø har i dag plads til ét ledningssystem, men da den nye 400 kilovolt forbindelse får to ledningssystemer, bliver der behov for et ekstra linjefelt. I første omgang skal vi have støbt fundamenter og rejst nye afspændingsmaster, fortæller Claus Weismann, Energinet.dk. - Til september går vi i gang med at montere de elektriske højspændingsapparater.

Udbygningerne på station Kassø skal være klar i løbet af efteråret 2011. For efter planen begynder Energinet.dk at rejse de nye master og trække ledninger i oktober. Dette arbejde begynder i Kassø, hvorfra det bevæger sig mod nord.

Arbejdet med at anlægge den nye forbindelse kommer til at strække sig frem til slutningen af 2014. Byggeriet kommer til at foregå i tre etaper. Først færdiggøres strækningen mellem Kassø og Revsing. Denne strækning vil være klar til brug i efteråret 2012. Dernæst begynder arbejdet på strækningen mellem Rev-sing og Askær. Når den er færdig i efteråret 2013, gælder det strækningen mellem Askær og Tjele, som vil være klar til drift i slutningen 2014. De eksisterende master og ledninger fjernes efterhånden som de tre etaper bliver færdige.

 

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.