Søkabel på vej til skrot

Søkabel mellem Gedser og Rostock fiskes op af havbunden og sendes til skrot

Kabelskibet H.P. Lading, som normalt bliver brugt, når der skal lægges søkabler, er i gang med en noget modsat opgave: I farvandet mellem Gedser og Rostock er skibet ved at fiske det ca. 40 kilometer lange Kontek søkabel op fra havbunden. Kablet blev lagt i midten af 1990’erne som en del af den første højspændingsforbindelse mellem Østdanmark og Tyskland. Imidlertid opstod der problemer med kablets samlemuffer, og derfor blev det besluttet at udskifte kablet. Det nye kabel blev taget i drift i slutningen af 2010.

- Mandskabet på H.P. Lading klipper kablet op i 5 til 7 kilometer lange stykker nede på havbunden og lukker enderne, så der ikke slipper olie ud fra det olieisolerede kabel. Herefter trækkes kablet op af havbunden, rulles op på kabelskibets drejeskive og sejles til et skrotningsfirma, som genindvinder metallerne, fortæller projektleder Søren Krüger Olsen fra Energinet.dk.

I den forløbne uge blev der syd for Gedser taget ca. 6 km kabel op. Arbejdet med at fiske kablet op fra havbunden i Østersøen og i Storstrømmen forventes færdigt i løbet af sensommeren. Det foregår dog ikke uafbrudt, da kabelskibet har andre opgaver indimellem.

Abonnér på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.