Transformerplatform er nået toppen

Der er vid udsigt fra transformerplatformen til Anholt Havmøllepark, som Energinet.dk er ved at få bygget på Bladt Industries’ værft i Aalborg. Topdelen af platformen er nu oppe i sin fulde højde, som svarer til et seks etagers hus.

I de kommende fem måneder vil alt det tekniske udstyr blive installeret og testet. Efter planen bliver topdelen af platformen sejlet ud i Kattegat i marts næste år på en pram. Her vil et kranskib fra Holland løfte den 2000 tons tunge stålbygning over på et fundament, som er ved at blive produceret på Refshaleøen i København, og som sejles ud på positionen mellem Grenaa og Anholt i begyndelsen af det nye år. De tre transformere bliver sejler ud på platformen efterfølgende.

Når transformerplatformen er sat på plads, vil den ene ende af det store søkabel blive trukket op på platformen. Energinet.dk er netop blev færdig med at lægge det 25 kilometer lange søkabel, der er lagt i tre længder, som samles med muffer.

Også kablerne fra havmøllerne vil blive trukket op på platformen. Her vil de tre transformere sætte møllernes elektriske spænding på 33 kilovolt op til 220 kilovolt, før strømmen sendes i land.

Med sine 28 meter i højden (målt fra havoverfladen), 27 i bredden og 40 i længden er transformerplatformen til Anholt-møllerne godt en halv gang større end de platforme, som Energinet.dk har installeret til havmølleparkerne på Horns Rev og i farvandet syd for Lolland.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.