Ny ordning garanterer biogas og anden VE-gas

En ny certifikatordning giver gassælgere mulighed for at dokumentere salg af biogas og andre VE-gasser via gasnettet.

Fra 1. december 2011 udsteder Energinet.dk såkaldte bionaturgascertifikater, der dokumenterer, at VE-gas solgt via gasnettet er produceret som VE-gas (vedvarende energigas).

VE-gas er ikke-fossil gas, som ikke bidrager til ophobning af CO2 i atmosfæren. VE-gas omfatter i dag især biogas, men det kan også produceres ved andre teknologier som fx termisk forgasning og elektrolyse.

Hvert certifikat udstedt af Energinet.dk vil indeholde deltaljeret information om hvor, hvornår og hvordan VE-gassen er produceret.

- Vi oplever en øget efterspørgsel på VE-gas, og certifikaterne garanterer køberne, at hver enhed VE-gas, som bliver tilført naturgasnettet, erstatter en tilsvarende enhed konventionel naturgas, siger projektleder Knud Boesgaard fra Energinet.dk.

Certifikatordningen er udviklet i tæt samarbejde mellem Energinet.dk, Det Økologiske Råd, DONG Energy, HMN, Naturgas Fyn, EON, Brancheforeningen for biogas og en lang række andre aktører på markedet.

De første certifikater bliver udstedt til Fredericia Spildevand, der i samarbejde med DONG Energy, som det første biogasanlæg i Danmark er begyndt at opgradere biogas til salg via gasnettet.

Klimakommissær i EU, Connie Hedegaard, har netop annonceret, at kommissionen vil stille forslag om at opdatere ETS-direktivet, så handel med biogas via certifikater vil kunne tælles i forhold til CO2-kvoter. Energinet.dk deltager i et fælles europæisk samarbejde, der skal gøre det muligt at handle certifikater mellem landene i EU.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.