Ny 10 års netudviklingsplan for Europa i høring

ENTSO-E udsender i dag en ny plan for, hvordan det europæiske eltransmissionsnet skal udvikles for især at kunne håndtere integrationen af vedvarende energi og samtidig opretholde forsyningssikkerheden og forbedre elmarkedet.

Planen lægger op til, at der er behov for at opgradere og udbygge i alt omkring 51.500 km eltransmissionsledninger til et beløb på 104 mia. EURO. Dermed vil omkring 100 flaskehalse forsvinde.

- Med Danmarks ambitiøse satsning på vedvarende energi - især vindkraft – er et stærkt internationalt eltransmissionsnet alfa og omega. Adgang til balancering af fremtidens VE-baserede elsystem i et større geografisk område er en vigtig forudsætning for udviklingen, siger el-stabsdirektør Peter Jørgensen, Energinet.dk. 

Den såkaldte TYNDP – Ten-Year Network Development Plan – tager udgangspunkt i seks regionale planer. Danmark indgår i planerne for henholdsvis østersøregionen og nordsøregionen.

TYNDP er nu sendt i otte ugers høring, hvor alle interessenter kan kommentere planen.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.