Energinet.dk certificeret som transmissionssystemoperatør

Energitilsynet har den 28. februar 2012 truffet afgørelse om at certificere Energinet.dk som transmissionssystemoperatør for el og gas. Det betyder, at Energinet.dk lever op til de nye og skrappere uafhængighedskrav.

Eldirektivet og gasdirektivet kræver, at selskaber, der fungerer som transmissionssystemoperatører for el og gas, skal certificeres.

Certificeringen skal sikre, at transmissionssystemoperatører er uafhængige af kommercielle interesser og dermed kan udfylde deres rolle i forhold til at sikre udviklingen af de europæiske el- og gasmarkeder.

Etableringen af Energinet.dk skete netop for at sikre den nødvendige uafhængighed, og det er positivt, at Energinet.dk også lever op til de nye skrappere uafhængighedskrav.

Forud for Energitilsynets afgørelse har EU Kommissionen haft lejlighed til at udtale sig. I udtalelsen anerkender også EU Kommissionen at både den juridiske konstruktion omkring og ejerforholdene til Energinet.dk lever op til el- og gasdirektivets uafhængighedskrav.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.