Ambitiøs energipolitik frem mod 2020

Regeringen, Venstre, Det konservative Folkeparti, Danks Folkeparti og Enhedslisten har i dag indgået en ambitiøs og historisk bred aftale om dansk energipolitik frem mod 2020.

- Jeg glæder mig over, at et næsten enigt Folketing fortsat står bag den danske energipolitik, og en historisk bred aftale, der sikrer rammevilkårene for de nødvendige beslutninger og investeringer i energisektoren frem til 2020. Vi glæder os til at være med til at realisere de politiske visioner, siger adm. direktør Peder Ø. Andreasen, Energinet.dk.

- Vi står foran et paradigmeskifte. Vores måde at producere, transportere og bruge energi vil forandre sig markant i de næste årtier i takt med omstillingen til vedvarende energi for at skabe en sikker energiforsyning, grøn vækst og modvirke klimaforandringerne.

Mere vindenergi kræver et robust, fleksibelt og sammentænkt energisystem
- Det meget ambitiøse mål om 50 % vindkraft i elforbruget i 2020 kan nås, men fordrer en sammenhængende tilgang til udfordringerne. Energisystemerne skal sammentænkes og indsatsen inden for forskning, udvikling og demonstration skal understøtte de langsigtede mål, siger Peder Ø. Andreasen.

Danmark skaber i disse år fundamentet for et energisystem baseret på vedvarende energi. Elsystemet vil få en helt central rolle i denne omstilling af energisystemet, da vindkraften skal integreres i det samlede energisystem via elsystemet. Både fjernvarmesystemet, individuel opvarmning med varmepumper, gassystemet og transportsystemet kan give den fleksibilitet, der er nødvendig, når mængden af vindkraft øges markant i de kommende år.

Gassystemet får central rolle i fremtidens energisystem
- Ligestillingen af biogas, der opgraderes til naturgasnettet er et vigtigt skridt for udviklingen af fremtidens grønne gassystem, siger Peder Ø. Andreasen.

- Gassystemet rummer store perspektiver som energilager i et energisystem med megen vindkraft og anden fluktuerende produktion, og samtidig kan gassystemet spille en central rolle i overgangen til et energisystem uafhængigt af fossile brændsler, hvor biogas og vedvarende energigasser på sigt erstatter den fossile naturgas. Den langsigtede udvikling af gassystemet skal bidrage til værdiskabelsen i det samlede energisystem.

Analyser
Energiaftalen fastlægger, at der skal udarbejdes en række centrale analyser, bl.a. omkring den fremtidige anvendelse af gasinfrastrukturen, udbygning af udlandsforbindelser, en strategi for udbredelse af Smart Grid, strategisk energiplanlægning samt omkring afgifts- og tilskudssystemet og reguleringen af den danske elforsyningssektor for at sikre de rette incitamenter til en omkostningseffektiv omstilling.

- Vi glæder os til at bidrage til disse centrale analyser, siger Peder Ø. Andreasen.

Abonnér på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.