Første hul er boret under Limfjorden

Fem dage efter start dukkede borehovedet op på nordsiden af Limfjorden ved Aggersund. Jordlaget gav pilotboringen store udfordringer.

Af Lene Dalsgaard Nielsdatter

Det første hul under Limfjorden ved Aggersund er nu boret. I sidste uge dykkede borehovedet ned i jorden for at bore sig 1500 meter under Limfjorden fra sydsiden af Aggersund. Søndag eftermiddag dukkede det op på nordsiden - fem dage efter start.

Pilotboringen holdt retningen, men den blev 28 meter for lang. Afvigelsen skyldes udfordringer med det skiftevis meget hårde og meget bløde jordlag, der presser på borehovedet i forskellige retninger.

- Det er en meget stor udfordring med det meget hårde og det meget bløde jordlag, når man borer i en vinkel op gennem det, som man gør, når man afslutter en boring. Entreprenøren vil nu korrigere boringen efter forholdene, men den lidt for lange boring gør ingen skade, da rørene, der skal føres under Limfjorden, er lange nok, fortæller Steen Rasmussen Energinet.dk’s tilsynsførende på underboringen i Aggersund.

Den hollandske entreprenør, NACAP, der udfører underboringerne, anvender en ny boreteknologi for at sikre en mere præcis boring. I borehovedet er der derfor installeret en gyropilot, som holder retningen, når borehovedet pløjer sig 15 meter ned under fjordbunden og de 1500 meter fra syd til nord.

Underboringerne skal efter planen være færdige 1. juli. Kablerne trækkes sidst i september.  

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.