Energinet.dk leder efter årsag til strømafbrydelse på Bornholm

Måleudstyr og mandskab er klar om kort tid. Meget tyder på fejl på søkabel. Skib med reservedele er klar. Bornholmere er sikret strøm, selv om søkabel er ude af drift.

Energinet.dk og samarbejdspartnere regner med at finde årsagen til tirsdagens strømafbrydelse på Bornholm senere i dag, onsdag.
Strømmen gik tirsdag klokken 20.43, og hele øen var uden strøm. Dele af øen var uden strøm i flere timer.
I første omgang handlede det om at sikre, at strømmen vendte tilbage til borgerne. Men samtidig med at Østkraft fik genetableret spændingen i elnettet, begyndte arbejdet med at finde årsagen til strømafbrydelsen.

Foreløbigt tyder meget det på, at der er sket en fejl eller et brud på søkablet mellem Sydsverige og Bornholm. Kablet forsyner Bornholm med strøm fra Sverige og ligger spulet ned i havbunden.
Det er dog endnu for tidligt at slå endeligt fast, om der er sket en fejl, et brud eller lign.
Energinet.dk og danske og svenske samarbejdspartnere vil forhåbentligt omkring klokken 13 være klar med mandskab og måleudstyr i både Sydsverige og på Bornholm for at afgøre, hvor fejlen er sket.
Et skib ligger klar til at rykke ud og begynde at reparere søkablet, hvis det viser sig, at det er på havbunden, at fejlen er opstået.
Energinet.dk har reservedele klar. Men det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige, hvornår arbejdet i givet fald kan være færdigt. Men det vil ske så hurtigt som muligt.

I mellemtiden forsyner kraftværket Østkraft Bornholm med strøm. Med mindre der sker yderligere fejl, er bornholmerne sikre på at have strøm i stikkontakterne – også selv om søkablet er ude af drift.

Energinet.dk vil i senere onsdag opdatere sin hjemmeside, når undersøgelser har fastslået årsagen til fejlen.

Søkablet mellem Sverige og Bornholm er ejet af Energinet.dk.

Kontakt: Pressechef i Energinet.dk Jesper Nørskov Rasmussen, 23 33 85 75.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.