Energinet.dk og Open Grid Europe fjerner forhindring ved grænsen

Energinet.dk har nu aftale med begge tyske gastransmissionsselskaber, og dermed er det nemmere for gasselskaber at sende gas over landegrænsen.

​Fra i morgen, onsdag 12. juni, bliver det endnu nemmere at transportere gas over den dansk-tyske grænse.

Energinet.dk har indgået en aftale med det tyske selskab Open Grid Europe, så det bliver muligt at købe ”bundled capacity” og dermed sende gas fra Danmark ned i Tyskland, eller den anden vej, uden at skulle lave to transportaftaler - én på hver side af grænsen.

- I stedet for at købe to produkter, kan man nu købe ét. Det er helt i tråd med EU’s ønsker om at skabe et mere åbent og grænseoverskridende marked for gas, siger Pia Hammerum Nielsen.

Energinet.dk har i forvejen en lignende aftale med et andet tysk selskab Gasunie Deutschland. Dermed er der nu en dansk aftale med begge de tyske gastransmissionsselskaber, og dermed kan selskaberne, der transporterer gas, købe bundled capacity – ”sammensat kapacitet”.

PRISMA er fælles platform
Sidste år dannede Energinet.dk sammen med 18 andre europæiske transmissionsselskaber firmaet PRISMA. Det skal gøre det lettere for gassen at flyde på tværs af de europæiske grænser.
 
PRISMA udbyder kapacitet via auktioner og sælger kapaciteten i gasrørerne til højstbydende. Med muligheden for at købe bundled capacity er forhindringer ved landegrænser fejet af vejen, så gas kan flyde frit over store afstande og grænser.
Første auktion af bundled ”day ahead capacity” med Open Grid Europe holdes onsdag den 12. juni for gasdøgnet den 13. juni.

Datoer for måneds-, kvartals-  og årsauktioner findes på PRISMA hjemmeside,

PRISMA er en forkortelse for European PRImary and Secondary MArked.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.