Energinet.dk bygger nye anlæg på Fyn og Vestsjælland

Energinet.dk har indgået kontrakt med Siemens om indkøb af to synkronkompensatorer, som skal installeres på 400 kV-stationerne Fraugde nær Odense og Herslev nær Høng. De nye anlæg er et led i omstillingen af energisystemet.

Anlæggene skal benyttes til at understøtte den elektriske spænding i elnettet samt understøtte nettet i fejlsituationer.
 
Leverancen har været udbudt således, at det var muligt at byde ind med en ydelse, f.eks. fra et ombygget eksisterende kraftværk eller tilbyde at opføre et nyt anlæg.
Den efterfølgende evaluering viste, at den optimale løsning var nyetablering af to synkronkompensatorer. Siemens A/S er valgt som leverandør på dem begge.
Siemens skal projektere, konstruere, opføre og idriftsætte selve synkronkompensatorerne.
Energinet.dk er ansvarlig for at drive synkronkompensatorne efterfølgende.
Anlæggene skal være i drift sommeren 2014 og kommer i alt til at koste ca. 340 mio. kr. for de to anlæg.

Hvad er en synkronkompensator
En synkronkompensator er en generator, som dem der benyttes på de centrale kraftværker. På kraftværkerne laver generatoren strøm og drives af kedlen og turbinen. Synkronkompensatoren drives kun af selve elnettet i stil med en almindelig el-motor, men har stadig generatorens egenskaber i form af spændingsstabilisering samt understøttelse ved fejl i nettet.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.