Lettiske AST køber sig ind i Nord Pool Spot

AST, der har ansvaret for det overordnede lettiske elnet, køber to procent af aktierne i elbørsen.

​Letlands systemoperatør Augstspreguma Tikls (AST) har købt sig ind i elbørsen Nord Pool Spot.

AST ejer nu to procent af aktierne, og dermed er alle tre baltiske systemoperatører medejere af Nord Pool Spot.

I 2012 købte estiske Elering og litauiske Litgrid også hver to procent.
Norske Statnett og svenske Kraftnät har hver 28,2 procent af aktierne, mens finske Fingrid og danske Energinet.dk hver har 18,8 procent.

Udvidelsen af ejerkredsen er et naturligt skridt mod målet om et mere åbent og grænseløst elmarked i de nordiske og baltiske lande. Strøm skal kunne flyde på tværs af grænserne og sikre, at forbrugerne får de billigste priser. Et grænseløst marked hjælper også den grønne omstilling af energisystemerne, så eksempelvis vindenergi kan sælges til den bedst mulige pris, de dage det blæser rigtigt meget.


”Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at få alle tre baltiske systemoperatører med som ejere af Nord Pool Spot. Det binder det nordiske og baltiske marked endnu tættere sammen og giver os et endnu bedre udgangspunkt for at præge den kommende europæiske integration af elmarkeder”, siger elmarkedsdirektør Søren Dupont Kristensen fra Energinet.dk’s eldivision.

Nord Pool Spot er Europas førende elmarked. 370 selskaber fra 20 lande handler på børsen i de nordiske og baltiske lande samt på børsens britiske marked N2EX. I 2012 blev der i alt handlet 432TWh på elbørsen.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.