Holbækmotorvejen og Motorring 3 lukkes måske i nat

Energinet.dk tømmer fra klokken 02.00 natten til tirsdag og en halv time frem en del af en naturgasledning i Brøndby. Der vil være høj larm, og måske lukker politiet kortvarigt to motorveje.

​Befandt du dig i nærheden af Tavlestien/Brøndbyvester Boulevard i Brøndby fredag aften, kunne du sikkert høre en høj susende lyd. Larmen stammede fra afblæsningen af gas fra en naturgasledning, som Energinet.dk er i færd med at omlægge for at skabe plads til den nye jernbanestrækning, København-Ringsted.

På grund af efterjusteringer er Energinet.dk dog nødt til igen at foretage en afblæsning, 17. september 2013 fra klokken 02.00 og en halv time frem.

Af sikkerhedsmæssige årsager forventer politiet at lukke Holbækmotorvejen i østgående retning ved Brøndbyvester og Motorring 3 ved Holbækmotorvejen i samme tidsrum. Det er imidlertid vindretningen i nat, der afgør mere præcist, om de lukkes, og hvor store strækninger, der er tale om.
 
Opdatering d. 17.09.2013:
Gasledningen blev afblæst i nat uden problemer. Det tog ca. 14 minutter at få gasledningen tømt. Afkørselsrampen fra Holbækmotorvejen mod Syd var lukket under afblæsningen, ligeså afkørselsrampen på Motorring 3 mod Holbækmotorvejen i østgående retning. Det forventes, at gasledningen i dag vil blive skyllet med kvælstof, som forberedelse til overskæring evt. i dag eller i morgen.

Læs mere om Den nye bane København-Ringsted på www.banedanmark.dk.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.