Energinet.dk og National Grid underskriver aftale om Englandskabel

Et søkabel, der forbinder det danske og engelske elnet, er rykket et skridt nærmere.

Et kabel, der forbinder det danske og engelske elnet, er i dag, torsdag 10. oktober, rykket et skridt nærmere.
National Grid, der er ansvarlig for det overordnede engelske elnet, og Energinet.dk har netop underskrevet en samarbejdsaftale.

Den bygger oven på en hensigtserklæring fra maj 2012, og en ny, fælles styregruppe har nu et år til at undersøge potentialet for en fælles elforbindelse. Styregruppen skal bl.a. se på, hvornår et kabel kan ligge klar, hvad prisen vil blive, og hvilke udfordringer, der skal ryddes af vejen.

Derefter kan konkrete undersøgelser af f.eks. havbunden gå i gang, inden der kan træffes en endelig beslutning om eventuelt at rulle et kabel ud på havbunden mellem de to lande.
 
En ny vigtig brik
Et Englandskabel kan blive en ny, vigtig brik på vejen mod et mere åbent elmarked, hvor strøm kan flyde på tværs af grænserne, så forbrugerne kan købe strømmen, hvor den er billigst. Derudover er udlandsforbindelser en forudsætning for en effektiv omstilling til et grønnere energisystem. De skaber bedre adgang til nye elmarkeder for danske kraftværker, ligesom vindmøllestrøm kan eksporteres, når det blæser meget. Omvendt sikrer udlandsforbindelser og de danske kraftværker forsyningssikkerheden, når det er vindstille.

- Et søkabel til England har den store fordel, at tiden mellem de to lande er forskudt, så vi bruger energien på forskellige tidspunkter. Når vi sætter gryderne på komfuret herhjemme, er briterne endnu ikke begyndt at tænke på aftensmad. Desuden er der ofte forskelle i vejret. Når det blæser i et land, er det mere stille i et andet, siger Torben Glar Nielsen, direktør for eldivisionen i Energinet.dk.
 
Danmark har allerede en række kabler til Norge, Sverige og Tyskland, og flere er på vej. Næste år kommer en fjerde forbindelse til Norge, på 700 megawatt, og frem mod 2020 bygger Energinet.dk yderligere forbindelser, der kan importere og eksportere i alt 2000 MW - i 2018 får vi to nye forbindelser til Tyskland, den ene i forbindelse med den kommende havmøllepark på Kriegers Flak i Østersøen.

Læs Energinet.dk og National Grids fælles pressemeddelelse på engelsk her.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.