Fremtidens gas er international

Gas står overfor betydelige udfordringer i fremtiden med faldende forsyninger fra Nordsøen og den grønne omstilling til vedvarende energi. Energinet.dk udgiver i dag "Gas I Danmark 2014".

​- I dag bygger vi en bro til fremtiden, vi bygger en bro til Europa, men vi bygger faktisk også en bro til den grønne omstilling, sagde klima-, bygnings- og energiminister, Martin Lidegaard, ved indvielsen af Energinet.dk’s nye 94 kilometer lange gasledning til Tyskland, der integrerer Danmark fuldt med det store europæiske gasmarked.
 
Og Danmark har brug for den nye forbindelse. Danskerne har indtil 2010 været forsynet alene med gas fra Nordsøen, men den produktion nåede sit maksimum i 2005-2006.
 
Anstrengt forsyningssituation
Forsyningssituationen for gas forventes at blive anstrengt de kommende år. Ligesom den var det i foråret 2013, der bød på hele to early warnings, som er et advarselssignal til gasmarkedet om en kritisk forsyningssituation.
 
Naturgasdepoterne fra Nordsøen er ved at være udtømt, og Danmark er ikke længere selvforsynende.
- Så vi må hente vores gas fra de internationale markeder, forklarer markedsdirektør ved Energinet.dk, Jeppe Danø.
- Vi har på vores side af grænsen netop udvidet importkapaciteten med den nye gasledning mellem Ellund og Egtved, men tyskerne mangler endnu at færdiggøre deres eksportkapacitet til Danmark. Vi forventer, at forbindelsen kan køre med fuld kapacitet i 2015.
 
Energinet.dk vurderer, at leverancer fra ind- og udland i kombination med leverancer fra de danske gaslagre er tilstrækkelige til at forsyne både Danmark og Sverige i de kommende år, men Jeppe Danø understreger, at Energinet.dk følger situationen nøje og står klar til at underrette markedsaktørerne, hvis en krisesituation skulle opstå.
 
Gas i den grønne omstilling
Også på lang sigt venter en udfordring for gas i Danmark. Den grønne omstilling kommer til syne i horisonten. Det er en politisk målsætning, at Danmark i 2050 skal køre på 100 procent vedvarende energi – også når det gælder gas.
 
Biogas og andre grønne gasser skal indpasses i det danske forsyningsbillede, og der skal fart på. Indtil nu sender blot en enkelt aktør biogas ud i det danske gassystem, men heldigvis er flere på vej.
 
- Det er også allerede nu muligt for danske gasforbrugere, både private og virksomheder, at købe grønne certifikater, der sikrer, at biogas svarende til ens forbrug, sendes ud i systemet, siger Jeppe Danø.
 
Læs mere om gassens udfordringer og udvikling i den årlige online afrapportering Gas i Danmark, som Energinet.dk offentliggør d. 13. november 2013.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.