Ny organisation skal sikre sammentænkning og tydelighed
Sammentænkning og udvikling af fremtidens energisystemer, flere internationale løsninger og mere åbenhed og tydelighed med Energinet.dk opgaver er årsagerne til, at Energinet.dk laver organisationsændring og rykker to direktører op i koncernledelsen.
Sammentænkning og udvikling er helt nødvendigt, når Danmark skal gå mod et energisystem med færre fossile brændsler og mere vind, biomasse mm.
Derfor laver Energinet.dk nu en organisationsændring og får nye personer i koncernledelsen.
- Energisystemerne skal smelte mere sammen og i fremtiden have meget mere glæde af hinanden. Vores udviklingsafdeling fokuserer allerede i dag på sammentænkning, ikke bare mellem el og gas, som vi har ansvaret for, men også på fjernvarme og transport. Men der er behov for endnu mere sammentænkning. Derfor forankrer vi nu Udvikling i koncernledelsen, siger Peder Ø. Andreasen, administrerende direktør i Energinet.dk.
Udviklingsdirektør Dorthe Vinther bliver derfor en del af koncernledelsen. Det samme gør direktør for Elmarked Søren Dupont Kristensen.
- Flere og flere løsninger er grænseoverskridende, og flere beslutninger rykker mod Bruxelles. Det internationale får større tyngde, bl.a. for markedsudvikling og systemudvikling, siger Peder Ø. Andreasen.
Tre bliver til fem
Det sker ifølge Peder Ø. Andreasen for at gøre det mere tydeligt, hvor og hvordan Energinet.dk løser sine opgaver.
Med i koncernledelsen er foruden direktionen også Torben Brabo, direktør for gasmarked og -drift, Steen Dalsgaard, HR-direktør, og Hans Erik Kristoffersen, chef for direktionssekretariatet, og den suppleres nu med Dorthe Vinther, udviklingsdirektør, og Søren Dupont Kristensen, direktør for Elmarked.
Direktørerne for de fem afdelinger, der erstatter de tre divisioner, er Dorthe Vinter, Udvikling, Torben Glar Nielsen, El- og Gasanlæg, Søren Dupont Kristensen, Elmarked, Carsten Jensen, Eldrift, Torben Brabo, Gasmarked og –drift.