Ny balancemodel for gas godkendt af Energitilsynet

I går, tirsdag den 23. september 2014, godkendte Energitilsynet Energinet.dk’s metodeanmeldelse for en ny model til at balancere det danske gassystem. Det betyder, at modellen træder i kraft den 1. oktober 2014.

​Overordnet betyder den nye model, at transportkunderne, som er de selskaber der transporterer gassen i systemet, skal spille en mere aktiv rolle i at balancere det danske gassystem. På den måde sikrer de, at den mængde gas, der sendes ind matcher forbruget bedre end i dag.

Der er både fordele for systemet og for transportkunderne med den nye model.

Energinet.dk forventer, at transportkunderne får brug for en større grad af fleksibilitet i gasdøgnet til at opretholde en konstant balance, som de blandt andet vil kunne opnå ved at handle på gasbørsen. Det betyder, at det danske gasmarked kan blive mere likvidt og priserne holdes nede på et konkurrencedygtigt markedsniveau til gavn for både forbrugere og handlen på det europæiske marked.
 
Til gengæld får transportkunderne nu data fem gange i døgnet for forbruget hos de største kunder, og timedata på den samlede markedsbalance. Det betyder at de bedre kan styre balancen på dagen.
 
Modellen lever op til kravene fra Balancing Network Code, som EU har underlagt medlemslandene at leve op til.
 
Gasmarkedsdirektør i Energinet.dk, Jeppe Danø udtaler:
- Jeg er meget glad for, at den nye balancemodel kan træde i kraft fra 1. oktober 2014. Modellen er blevet til i tæt samarbejde med vores transportkunder, og vi forventer, at modellen vil være med til at fremme likviditeten på den danske gasbørs til glæde for alle i gasmarkedet.
 
 
 

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.