Nordtysk netarbejde giver øget begrænsning i kapacitet på dansk-tysk grænse

Års- og månedsaktioner på den jyske-tyske grænse begrænses, mens det tyske elnet udvides. Ikke en ønskesituation, men der er intet alternativ.

Udbygningen af det nordtyske elnet medfører i en periode yderligere begrænsninger på, hvor meget strøm der kan importeres og eksporteres mellem Tyskland og Danmark over den jyske landegrænse.
 
Det tyske transmissionsselskab TenneT’s arbejde med at udbygge højspændingslinjen Hamborg/Nord-Dollern, nybygningen af linjen Brunsbüttel-Süderdonn, udbygningen af elnettet mellem Audorf og Hamburg/Nord samt andre vedligeholdelsesopgaver betyder, at den aktuelle situation med annullerede årsaktioner i sydgående retning ventes at fortsætte i yderligere tre-fire år ligesom nordgående årsaktioner også annulleres. Derudover sættes muligheden for at udbyde månedsaktioner det næste halve år i bero. Aktionerne giver normalt aktører rettighed – ”plads” på elnettet - til at sende strøm over grænsen.
 
- Elmarkedet er allerede bekendt med begrænsninger i kapaciteten mellem de to lande, og nu bliver begrænsningerne større. Man kan sammenligne det med, at når man vil udvide Køgebugt-motorvejen, så opstår der bilkøer i en periode, fordi man må indsnævre antallet af baner for at få plads til vejarbejdet. Det udfordrer selvfølgelig en række aktører i branchen, og selv om man siger, ”at det skal være skidt, før det kan blive godt”, så er det ikke en ønskesituation for nogen. Men der er bare ikke noget alternativ, når nettet skal udbygges, siger Klaus Thostrup, markedschef i Energinet.dk’s markedsafdeling.
 
Der vil stadig være dagsaktioner.
 
 
Der er i alt fem højspændingsforbindelser over landegrænsen. På grund af begrænsninger i det tyske elnet er det ikke muligt at udnytte den fulde kapacitet. Bl.a. udbygningen af vedvarende energi kræver, at el skal transporteres over lange afstande, og når det f.eks. blæser meget eller er meget solrigt, opstår der flaskehalse. De fem forbindelser har i dag en kapacitet på op til 1780 MW eksport fra Danmark til Tyskland og op til 1500 MW import.
Afhængigt af vejr, vedligehold og andre forhold forventes den daglige kapacitet fra 1. januar 2015 at blive op til 1640 MW eksport fra Vestdanmark til Tyskland  og op til 1500 MW import.
TenneT forudser op til 250 MW kapacitet i månedsaktioner fra Tyskland mod Danmark og den anden vej 150 MW efter seks måneder. Det afhænger dog af, om de planlagte projekter er færdige.
 
Læs den officielle meddelelse her.
 
 

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.