I dag klokken 10 åbner nye solcellepuljer

Uanset om du søger klokken 10.01 eller klokken 23.59, kommer du i betragtning. Private husejere, boligforeninger og solcellelav kan søge om forhøjet pristillæg.

​I dag, mandag den 16. marts 2015, klokken 10.00 åbner Energinet.dk for ansøgninger til nye solcellepuljer.

Private husejere, boligforeninger og solcellelav får mulighed for at søge om forhøjet pristillæg.

 

Her er direkte link til ansøgningsportalen.

 
- Vi forventer, at rigtigt mange vil søge, men folk behøver ikke sidde klar ved tasterne for at søge præcis klokken 10.00, når puljerne åbner. Om man søger klokken 10.01 eller klokken 23.59, spiller ingen rolle – alle har samme muligheder og er stillet ens. Det er meget vigtigere, at man sikrer sig, at ansøgningen er fyldestgørende, for ellers kommer man ikke i betragtning, siger Louise Rønne Christensen, afdelingsleder i Energinet.dk’s solcel-leadministration.
 
Støtte til solenergi
Folketinget har besluttet at fremme solenergi. Derfor udbydes årligt solcellepuljer med forhøjet pristillæg til den strøm, solcellerne producerer.
Der er i alt fire underpuljer, man kan søge. Ansøgningsperioden løber frem til den 31. maj 2015, men på grund af den store forhåndsinteresse forventer Energinet.dk, at især den pulje, som private husejere kan søge, bliver ”tømt” på kort tid.
Men skulle det ske, at puljen bliver ”tømt” allerede den første dag, så vil alle, der søger inden midnat, have lige muligheder.
 
Private, boligforeninger og solcellelav kan søge
Det er kun muligt at søge om solcelleanlæg, der endnu ikke er etableret. Herunder er en tabel, der viser, hvor store underpuljerne er:
 
​Underpulje Antal MW der uddeles​ ​Ejet af øre per kWh​
​1 ​18 ​lejeboliger (afdelinger i almene boligorganisationer og udlejere af private udlejningsejendomme) ​102
​2 ​12 ​privatpersoner/private husstande ​102
​3 ​15 ​solcellelav, altså solcelleanlæg (på jord eller tag) ejet i fællesskab, der ikke nettoafregner, men hvor hele produktionen leveres til det kollektive elnet ​111/78
​4 ​15 ​fælles solcelleanlæg ejet af en afdeling i en almen boligorganisation, en ejerforening m.v., der nettoafregner det fælles forbrug ​111/78

Du kan finde vejledning til, hvordan du søger underpuljerne her.

 
Lodtrækning
Kommer der flere ansøgninger, end der er mulighed for at give forhøjet pristillæg, trækkes der lod blandt de ansøgninger, der er kommet ind den dag, puljen bliver "tømt".
 
Hvis f.eks. underpuljen på 12 MW de første to ansøgningsdage modtager ansøgninger på anlæg til i alt 10 MW og tredje dagen yderligere ansøgninger på 4 MW, trækkes der alene lod blandt de fyldestgørende ansøgninger, der er kommet ind på tredjedagen, altså de 4 MW. Hvis en underpulje fyldes den første dag, trækker Energinet.dk lod blandt de fyldest-gørende ansøgninger, der er kommet ind den første dag.

 

Kan betale sig at søge alligevel
Men selvom det ser ud til, at en underpulje er fyldt, kan det godt betale sig at søge alligevel.
Dels skal Energinet.dk efterfølgende sagsbehandle og kontrollere ansøgningerne, og det er kun fyldestgørende ansøgninger, der kommer i betragtning. Derfor kan ansøgninger, der ikke i første omgang så ud til at få forhøjet pristillæg, godt komme i betragtning.
Dels kan man, når man laver sin ansøgning, vælge, at den skal ”gå videre” til en eventuel efterårs ansøgningsrunde, hvis man ikke får del i underpuljerne i forårets runde.
Hvis alle puljerne ikke bliver opbrugt inden den 31. maj 2015, bliver det resterende antal MW samlet i en samlet pulje, som udbydes til efteråret. Her kommer ansøgninger fra forårets runde ”forrest i køen”. Datoen for forårets ansøgning spiller dermed en rolle.
 
Du kan ikke søge før 10.00
Man kan søge ved at udfylde en ansøgning digitalt med NemID login. Du finder vejledningen til, hvordan du søger, her.
Energinet.dk opfordrer alle til at læse vejledningen grundigt, så man sikrer, at ansøgningen er fyldestgørende.
Det er ikke muligt at søge inden klokken 10.00.
 
Hold øje med hjemmesiden
- Vi ved, at der er stor interesse for solceller, og at der godt kan blive tryk på i dag. Vi har forberedt os, så godt vi kan, blandt andet lavet nye it-systemer, sat ekstra personale på og brugt vores erfaringer fra de mange solcellesager, vi tidligere har behandlet. Men der kan godt opstå kø ved telefonen, og derfor beder vi folk om at have tålmodighed og holde øje med vores hjemmeside, som vi opdaterer, når der er nyt, siger Louise Rønne Christensen.
 
Du får en kvittering
Når du har sendt din ansøgning via Energinet.dk’s online portal, vil du modtage en kvittering. Det er et bevis på, at ansøgningen er havnet det rigtige sted. Der er derfor ingen grund til at ringe eller skrive for at høre, om Energinet.dk har modtaget ansøgningen.
 
Svartid på nogle uger
Energinet.dk går allerede i morgen, den 17. marts, i gang med at behandle sagerne.
Det er endnu ikke muligt præcist at sige, hvornår ansøgerne kan få svar. Det afhænger af, hvor mange ansøgninger, der kommer ind. Louise Rønne Christensen håber dog, at ansøgere kan få svar om et par uger.

 

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.