Energinet.dk lader din mobil op på Folkemødet

Kom og vær med når Connie & Monopolet afgør energi-dilemmaer, Rasmus Helveg Petersen, Jacob Barüel Poulsen m.fl. bliver udfordret med benspænd i vinddebatten, og vær med til at diskutere, om vi skal vælge EU’s Energi-Union eller gå dansk enegang.

​Indrømmet: En gratis opladning af mobilen er et lokkemiddel til at få flere til at til at kigge ind i vores telt på Folkemødet på Bornholm.

Men hvis ikke vi i Energinet.dk skulle sikre strøm til borgernes, branchens, lobbyisternes og politikernes flade batterier, hvem skulle så?

- Vi har vi ansvaret for forsyningssikkerheden, både i dag kl 20.50 og i 2050, men vi kan kun lykkes med både at sikre strøm i stikkontakterne og samtidig lave en effektiv omstilling til mere vedvarende energi, hvis vi arbejder på tværs, og hele samfundet er med til at finde fremtidens løsninger, siger Stina Willumsen, afdelingsleder i Energinet.dk.


Energinet.dk arrangerer fire debatter og workshop
I 2050 er det målet, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler. Det kræver, at der opfindes nye, smarte apparater og energiformer, at der bliver sammentænkt, så vindmøllestrøm og biogas kommer i tanken på fremtidens biler, at industriens overskudsvarme bliver brugt smartest muligt, at naturgassystemet kan rumme brint og fremtidens grønne gasser, at der bliver tænkt på tværs af landegrænser og i internationale løsninger osv.
 
Disse udfordringer og dilemmaer bliver behandlet, når Energinet.dk er vært ved fire events:
 

 


1: Connie & Monopolet
Skarpe debattører kommer med løsninger på omstillingens dilemmaer.
Connie Hedegaard, formand, KR Foundation, tidligere minister og EU-klimakommissær,
Christoffer Arzrouni, debatredaktør på Børsen
Peter Birch Sørensen, tidligere overvismand og formand for Klimarådet.
 
2: Changing the Game
Sammen med tænketanken Concito inviterer vi unge – fremtidens energieksperter – til workshop, hvor de kan udvikle fremtidens innovative og bæredygtige løsninger.
 
 
 
 
3: Energi-Union eller Ø-samfund?
Løser EU´s udspil til fremtidens Energi-Union vores udfordringer, eller skal Danmark gå enegang? Niels Duedahl, adm. dir i SE, og Peder Østermark Andreasen, adm.dir. i Energinet.dk er ”censorer” og vender tommelfingeren opad eller nedad til konkrete forslag om forsyningssikkerhed, et nyt marked, afhængighed af russisk gas mv.
Deltagere:
Anne Grethe Holmsgaard, direktør i Biorefining Alliance og formand for Energinet.dk´s Interessentforum,
Christian Ibsen, direktør i Concito,
Jens Aastrup Madsen, chef for Energi- og Klimapolitik i Landbrug & Fødevarer,
Jette Miller, adm.dir. i De Frie Energiselskaber,
Niels Duedahl, adm. dir. i SE.
Peder Ø. Andreasen, adm.dir i Energinet.dk.
 

4: Vejen til Vind – med benspænd
Vi får meget mere vindenergi i vores elsystem, men hvordan tackler vi det? Vi sætter nogle benspænd op for
Rasmus Helveg Petersen, minister for klima, energi og bygninger,
Jan Hylleberg, adm.dir. i Vindmølleindustrien,
Jakob Barüel Poulsen, Managing Partner i Copenhagen Infrastructure Partners,
Flemming Nør-Pedersen, direktør Landbrug & Fødevarer,
Peder Ø. Andreasen, adm.dir. i Energinet.dk.

Vi flytter os for Wilders
Alle Energinet.dk's arrangementer foregår i vores telt - dog ikke Connie & Monopolet. Det er flyttet til mødelokale K27, da det foregår samtidigt med, at Trykkefrihedsselskabet i et telt få meter fra vores telt holder sit meget omtalte arrangement med den hollandske politiker Geert Wilders.
 
- Vi er bekymrede for, at Connie Hedegaard og hendes monopol kommer til at tiltrække sig så meget opmærksomhed, at det kommer til at overskygge det meget omtalte arrangement. Nej, pjat, vi er ikke bekymrede, men vi forventer, at arrangementet i naboteltet vil tiltrække mange folk, journalister og politi, og vi synes, det vil være synd, hvis vores debat om fremtidens energi og klima bliver overskygget af et helt andet emne. Det er den simple årsag til, at vi holder Connie & Monopolet i et mødelokalet på Lindeplads 1, siger Stina Willumsen.

 
Desuden deltager Peder Østermark Andreasen, adm.dir. for Energinet.dk og kommende præsident for de 41 europæiske transmissionsselskaber i ENTSO-E (European Network of Transmission System Operators for Electricity) i flere andre arrangementer og debatter på Folkemødet.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.