Energinet.dk køber 110 km kabler

Det bliver den franske kabelproducent Nexans, der leverer de i alt 114 km højspændingskabler, som primært skal erstatte luftledninger på Fyn og Als med kabler i jorden.

​Med indkøbet af ca. 90 km landkabel og 24 km søkabel er Energinet.dk klar til at styrke elnettet på Fyn, erstatte 64 km luftledninger på Fyn og Als med nedgravede kabler og lægge nye søkabler i Lillebælt. Kabellægningen starter i 2016 og afsluttes i 2017, hvorefter luftledningerne fjernes.

Kabellægningen udspringer af den såkaldte kabelhandlingsplan, som bl.a. indebærer, at alle 132 og 150 kV luftledninger skal erstattes af kabler i jorden inden 2030. Desuden er de nye kabler med til at styrke elforsyningen på Fyn, som blev svækket, da en del af Fynsværket lukkede i 2010.

Læs mere om kabelprojektet her

I kontrakten med Nexans indgår også ca. 3 km landkabel og 6 km søkabel til omlægninger af linjeføringen i Storstrømmen og Vordingborg Havn. Omlægningerne skal give plads til den nye Storstrømsbro og til en udvidelse af havnen i Vordingborg. Arbejdet udføres i 2016.

Kontrakten på de 114 km kabler lyder på 185 mio. kr.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.