Nyt Scadasystem styrer Danmarks elnet

Bedre forsyningssikkerhed, højere it-sikkerhed og rustet til fremtiden. Det er i dag en uge siden, at et nyt Scadasystem blev taget i brug.

Bedre forsyningssikkerhed, højere it-sikkerhed og et system, der er bedre rustet til fremtidens udfordringer med mere vedvarende energi og mere koordinering og samhandel over grænser.

Energinet.dk har efter to  års arbejde sat et nyt Scadasystem i drift – et system, som styrer og kontrollerer det danske højspændingsnet og sikrer strøm i stikkontakterne.
Det nye Scadasystem har efter en lang testfase være i drift en uge - siden tirsdag den 10. november.

- Selvfølgelig har der været ting, der skulle rettes, og ting man ikke kan forudsige, før man går i drift, men det har ikke været noget, der overhovedet har gjort, at vi har overvejet at gå tilbage til det gamle Scadasystem, indtil vi fik tingene løst. Det har kørt som det skulle, og det har været en stor succes, siger Jens Møller Birkebæk, leder af Energinet.dk’s afdeling Styresystemer, og en af de mange kolleger, der har været med til at styre det store it-projekt i land .

Både Energinet.dk’s hidtidige og nye Scadasystem er leveret af firmaet Alstom, men der er ikke blot tale om en ny, opgraderet version. Der er tale om en helt ny løsning, der er klar til de nye krav, fremtiden byder på.

Elsystemet får meget mere vedvarende energi, som det ene øjeblik kommer fra norske vandkraftværker, det næste øjeblik fra danske vindmøller eller kraftværker eller sydeuropæiske solceller. Det bliver i stigende grad nødvendigt, at elnettene spiller sammen på tværs af grænser, og at langt flere ting bliver automatiseret. Der vil komme flere europæiske retningslinjer og mere ensartning. Det skal det nye system være klar til, ligesom det er endnu bedre beskyttet mod hackerangreb.

Scadasystemet er en vigtig brik i Energinet.dk’s mål om at højne it-sikkerheden.

I alt har ca. 75 Energinet.dk ansatte i større eller mindre grad arbejdet med det nye Scadasystem, og der er brugt ca. 25 årsværk. Projektet har fulgt tidsplanen - Scadasystemet blev sat i drift præcist på det tidspunkt, der blev forudsat, da hele projektet begyndte i 2014.

Også andre europæiske transmissionsselskaber arbejder på at indføre nye Scadasystemer.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.