PSO-tariffen for 1. kvartal 2016 er 26,1 øre per kWh

Ifølge loven skal Energinet.dk opkræve PSO hos elforbrugerne. Public Service Obligation går til at fremme miljøvenlig miljøproduktion og forskning og udvikling af elsystemet.

​PSO-tariffen for 1. kvartal 2016 bliver 26,1 øre per kWh. Det er 0,6 øre højere end 4. kvartal 2015.

 

PSO står for Public Service Obligation og er en tarif, som Energinet.dk ifølge loven skal opkræve hos elforbrugerne. Pengene går til at støtte miljøvenlig elproduktion og forskning og udvikling inden for elområdet. F.eks. er nogle vindmølleejere og ejere af biomasseanlæg garanteret en fast pris, og er markedsprisen på el lavere, så dækker PSO’en forskellen.
 
PSO-tariffen beregnes forud for hvert kvartal. Det sker på baggrund af prognoser til de kommende tre måneders udvikling af elprisen og strømproduktion.
Da det aldrig er muligt præcist at forudsige elmarkedet, eller f.eks. hvor meget eller lidt det blæser, og vindmøllerne dermed producerer, så justeres PSO-tariffen for, hvad der er opkrævet for meget eller for lidt i de tidligere kvartaler.
 
Den væsentligste årsag til, at PSO-tariffen i 1. kvartal 2016 stiger med 0,6 øre per kWh, er, at de forventede markedspriser for 1. kvartal i gennemsnit forventes at blive 9 pct. lavere end ved fastsættelse af PSO-tariffen for 4. kvartal 2015. De lavere markedspriser medfører, alt andet lige, stigende tilskud til den miljøvenlige el-produktion og dermed stigende opkrævning hos forbrugerne. 
Omvendt har markedsprisen i 4. kvartal 2015 været 5 procent højere end forventet forud for tariffastsættelsen. Det medfører, at tarif 1. kvartal 2016 har kunnet reduceres med 1,0 øre/kWh som følge af faldende underdækning.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.