Alle får let adgang til energidata
Publiceret D. 5.2.2016 08.56
Energinet.dk går nu i gang med at etablere en lettilgængelig platform, der skal dele energidata. I første omgang vil alle, fra sommeren 2017, kunne tilgå en fuldt funktionsdygtig betaversion af energidatabanken.
I første omgang vil Energinet.dk etablere en funktionsdygtig og let anvendelig energidatabank, der indeholder et begrænset antal datasæt og funktionaliteter.
Ambitionen er, at betaversionen er klar til brug i juni 2017.
Åben invitation til samskabelse
Målet med energidatabanken er at sætte energidata fri. Det giver mulighed for nye produkter og tjenester, skaber øget åbenhed og giver aktørerne data til bedre beslutningsgrundlag.
- Energidatabanken vil indeholde de funktionaliteter og data, som aktørerne efterspørger og ønsker at anvende. Derfor inviterer vi alle med interesse i projektet til at komme til os med deres input, siger Hanne Storm Edlefsen og fortsætter:
- Men de kommer også til at arbejde. Vi har brug for en aktiv indsats fra de involverede i projektet for at sikre energidatabankens anvendelighed.
Perspektiver: Innovation, vækst og produktudvikling
- Energidata er et fantastisk værdifuldt aktiv, som hvis de stilles til rådighed på den rigtige måde, både kan skabe innovation og vækst, og understøtte en effektiv grøn omstilling, siger Hanne Storm Edlefsen.
Eksempler på energidata er produktionsdata, forbrugsdata, miljødata, elpriser, analysedata og stamdata, men også data fra Energinet.dk’s egen infrastruktur.
Energinet.dk har taget initiativ til energidatabanken, fordi virksomheden ligger inde med store mængder data og viden om energisystemet, som på grund af begrænset synlighed og tilgængelighed ikke anvendes i særlig stort omfang af andre.