23 marts frste skridt

23. marts: Første skridt mod morgendagens elmarked

Onsdag trækker Energinet.dk stikket på DataHub og sætter strøm til en ny og forbedret version. Det er første skridt i en travl periode, hvor Engrosmodellen - et helt nyt fundament for fremtidens elmarked - ser dagens lys.

Målet er et elmarked med mere konkurrence og nye produkter og services til elforbrugerne.

Håbet er imidlertid, at meget få elforbrugere i de første uger overhovedet lægger mærke til, at en af de største forandringer i elmarkedet nu bliver rullet ud.

- På den helt korte bane regner vi ikke med, at nogen kommer til at mærke noget. Indførelsen af Engrosmodellen skulle helst køre så glat, at meget få opdager, at hele branchen arbejder på højtryk med alle de it-systemer og millioner af data, der ligger bag det hele.

- På længere sigt er det målet, at elforbrugerne vil mærke effekten bl.a. ved stigende konkurrence og flere nye produkter og services på hylderne ved elselskaberne. Derudover vil elforbrugerne i fremtiden kun modtage én regning for deres elforbrug uanset hvilket selskab man vælger at købe el ved, siger Signe Horn Rosted, leder af Energinet.dk’s afdeling for Detailmarkedsudvikling.

1.april træder den Engrosmodel, som Folketinget vedtog i 2012, i kraft. Engros-modellen skal sætte forbrugeren i centrum, styrke konkurrencen, ændre rollerne mellem elleverandører og netselskaber mv. Derfor er alle selskaber i elbranchen bl.a. i gang med at gøre nye it-systemer klar.

Signe Horn Rosted føler, at både Energinet.dk og selskaber i branchen har forberedt sig grundigt.

- Der vil altid opstå ting, vi ikke har forudset, eller ting, der ikke går helt som forventet. Der er ikke bare tale om ét stort projekt med flere forskellige it-systemer bag. Over 100 forskellige aktører har også lavet nye it-systemer, der skal kunne snakke sammen med de centrale it-systemer. Der vil sandsynligvis komme bølgeskvulp – måske endda dage med høje bølger - men vi er klar og står parat til at løse opgaverne, så det hele sker så gnidningsfrit som muligt, og så forbrugerne ikke mærker noget, siger hun.

23. marts er første milepæl. Går alt efter planen, trækker Energinet.dk - populært sagt - stikket til den eksisterende DataHub. DataHub samler alle oplysninger om danskernes elforbrug ét sted. Derefter bliver der ’sat strøm’ til en ny og mere avanceret udgave af DataHub, som er forudsætningen for, at Engrosmodellen kan føres ud i livet. Den nye DataHub skal i 2020 årligt kunne håndtere 42 milliarder data fra ca. 3,3 millioner danske elforbrugere.

1.april indføres Engrosmodellen og de nye principper i fremtidens elmarked.

Tredje vigtige milepæl bliver midt i maj. Her skal hele systemet stå sin prøve og de første nye elregninger skulle gerne blive sendt succesfuldt gennem it-systemerne og ud til forbrugerne.

Energinet.dk forventer at have brugt ca. 250 mio. kr. på den nye DataHub, når arbejdet slutter.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.