Ny hjemmeside på vej i Energinet.dk

Til foråret sætter vi strøm til en ny hjemmeside og blænder samtidig op for et helt nyt design.

Fremtiden er grøn! Det tror vi på i Energinet.dk, og det skal vores organisation også afspejle, ligesom vi skal blive endnu bedre til at imødegå vores brugeres behov i en branche, der er under hastig forandring. Derfor går vi snart i luften med en helt ny hjemmeside, hvor vi også kommer til at se lidt anderledes ud. Den nye hjemmeside vil være designet ud fra en helt ny farvepalette, ligesom vores logo også får en ansigtsløftning.

Vores nye hjemmeside bliver bygget op efter vores kunders og brugeres behov, baseret på en målgruppeanalyse, vi lavede, inden vi gik i gang med hjemmesidearbejdet. Det betyder, at du som besøgende på vores nye side får lettere adgang til de områder, du bruger mest. Og vi vil arbejde for, at du hurtigt kan foretage de handlinger, du ønsker – uanset om det er at finde informationer, hente data, finde rapporter og analyser, logge på selvbetjening og så videre.

Energinet.dk nedlægger app’en ”Energisystemet lige nu”
En af de ændringer, som mange vil bemærke, er desuden, at den nye side bliver responsiv, og vil således være nem at besøge fra din smartphone og tablet. Det betyder blandt andet, at du kan se alle data fra ”Energisystemet lige nu” direkte på dit device, hvorfor vi nedlægger app’en ”Energisystemet lige nu”, som hidtil har vist livedata om el- og gassystemet, men som ikke er blevet opdateret i en årrække.

 
I forbindelse med, at vi overgår til den nye hjemmeside, vil hjemmesideadresserne til vores webservices også ændres. Alle links til webservices vil i en periode redirectes, men vi vil også lægge en nyhed ud med de nye adresser på de mest brugte webservices, så hold øje med siden her.
 
Den nye hjemmeside og det nye design ser dagens lys til foråret.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.