
Energinet anker Energitilsynets SK4-afgørelse
Publiceret D. 4.5.2017 14.24
Energinet.dk anker Energitilsynets afgørelse om ophævelse af reservation på 100 MW til udveksling af systemydelser på Skagerrak 4-forbindelsen mellem Danmark og Norge.
Reservationen og udvekslingen af systemydelser er en vigtig del af den samlede samfundsøkonomiske investeringsbeslutning i Danmark og Norge om etablering af SK4 for både det norske transmissionsselskab Statnett og Energinet.
Begge selskaber har i høringssvar til udkast til afgørelsen udtrykt kritik af beslutningen og hjemmelsgrundlaget for afgørelsen.
”Afgørelsen kan have væsentlig betydning for Energinets mulighed for fremadrettet at indgå i internationale aftaler om infrastruktur og markedssamarbejde, ” siger Peter Markussen, afdelingsleder i Energinet.
På grund af sagens svage juridiske fundament, principielle karakter og potentielt vidtrækkende negative konsekvenser for Danmark ønsker Energinet.dk at få afgørelsen prøvet ved Energiklagenævnet.
Læs Energitilsynets afgørelse.