
Energinets Energi Data Service indeholder nu også gasdata
Energinet tilføjer tre nye datasæt om gaskvalitet til koncernens åbne energidata portal: Energi Data Service.
www.energidataservice.dk
Energinet udgiver målinger af variationer i gaskvaliteten time for time, dag for dag, måned for måned samt i et årsgennemsnit. Tidligere har man selv kunne hente disse data på Energinets hjemmeside, men nu kan de også hentes automatisk via API (Application Programming Interface), så de nu er bedre egnet for maskine til maskine kommunikation. Det er der brug for i den grønne omstilling, hvor energidata indgår i et stigende antal produkter og tjenester.
”Vi er glade for, at vi nu også udgiver gasdata i Energi Data Service og dermed samler el- og gasdata i samme portal. Det giver en ensartethed så disse data lettere kan udnyttes og sammentænkes – på samme måde som vi sammentænker el- og gassystemet i Energinet”, siger Torben Brabo, direktør i TSO Gas i Energinet.
Energi Data Service: Fra 14 til 21 datasæt på et halvt år
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt åbnede Energi Data Service på Folkemødet på Bornholm d. 17. juni i år. Ved lanceringen indeholdt portalen 14 datasæt. Med dagens tilføjelse af gasdata huser Energi Data Service nu 21 datasæt.Og det stopper ikke her. I 2018 satser Energinet på bl.a. at gøre disse datasæt tilgængelige for offentligheden:
• Biogas
• Analyseforudsætninger
• CO2-udledning fordelt på Jylland og Fyn (DK1) og Sjælland (DK2)
• Højere opløsning og oftere opdatering af produktions- og forbrugsdata
• Elpriser