HMN opkb
Energinet har i dag underskrevet købsaftale og overtager HMN GasNet. Foto: Lars Holm

Energinet køber HMN GasNet

HMN Naturgas´ datterselskab HMN GasNet bliver senest 1. april 2019 overtaget af Energinet. Energinet har tidligere på statens vegne købt de to øvrige, store danske gasdistributionsnet.

Energinet og HMN Naturgas har i dag underskrevet en aftale, der betyder, at Energinet senest 1. april 2019 overtager HMN GasNet og dermed gasdistributionsnettet i Nord- og Midtjylland, i hovedstadsområdet samt i Nordsjælland. Prisen er 1,809 mia. kroner.

Regeringen ønsker at samle og effektivisere det danske gasdistributionsnet, og Energinet købte i 2016 på statens vegne gasdistributionsnettet i det sydlige Jylland og på Syd- og Vestsjælland af DONG Energy (Ørsted). I marts i år købte Energinet ledningsnettet på Fyn af NGF Nature Energy Distribution A/S. De to selskaber er nu samlet i Energinets datterselskab Dansk Gas Distribution A/S.

- Med den tredje handel byder vi HMN og de mange dygtige medarbejdere velkommen i Energinet. Alle de store danske gasdistributionsselskaber er nu samlet, og et stort skridt er dermed taget mod at opfylde regeringens ønske om ét samlet statsligt selskab. Det vil betyde effektivisering til gavn for forbrugerne. Samtidig vil det skabe bedre muligheder for at gennemføre en strategi på gasområdet, der kan understøtte omstillingen til bæredygtig energi, siger Lars Barfoed, bestyrelsesformand i Energinet.

HMN GasNet vil i fællesskab med Dansk Gas Distribution A/S indgå som de samlede gasdistributionsaktiviteter under Energinet.

- Siden regeringen for to år siden fremlagde sin forsyningsstrategi med ambitionen om at samle den danske gasdistribution i et statsligt selskab, har vi fra HMN´s side valgt at gå konstruktivt ind i salgsprocessen. Vi glæder vi os over, at vi nu er kommet i mål med en aftale med Energinet, og vi er stolte af den virksomhed, vi sælger. Med ét samlet gasdistributionsselskab får staten nu alle tiders mulighed for at lægge en samlet strategi for, hvordan gasnettet udnyttes bedst muligt i et grønt energisystem, siger HMN Naturgas´ bestyrelsesformand Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj, som er en af de 57 kommuner, der ejer HMN Naturgas.

HMN GasNet ejer og servicerer i alt 9.812 km gasledninger i hovedstadsområdet, i Nordsjælland samt i Nord- og Midtjylland og forbinder ca. 251.000 gasforbrugere med deres respektive gasselskab.

Energinet køber med handlen også HMN GasNets domiciler i Søborg og Viborg. Regeringen har med sin plan for udflytning af statslige arbejdspladser, Bedre Balance 2, besluttet, at hovedsædet for et samlet gasdistributionsselskab skal ligge i Viborg. Desuden skal der være driftscentre i Stenlille og i Region Syddanmark. Udflytningen af arbejdspladser vil ske, når den endelige konsolidering af de tre gasdistributionsselskaber er på plads.

Købsaftalen er godkendt af energi-, forsynings- og klimaministeren og en enig bestyrelse i HMN Naturgas I/S. Salget er betinget af en godkendelse fra HMN Naturgas´ repræsentantskab med repræsentanter for selskabets 57 ejerkommuner.

Derudover vil handlen blive anmeldt til Konkurrencestyrelsen. Godkender Konkurrencestyrelsen handlen, vil Energinet efter planen overtage gasnettet senest 1. april 2019

For HMN GasNets mange forbrugere sker der i første omgang ingen ændringer. De skal som hidtil henvende sig til HMN GasNet, hvis de har spørgsmål om rørnettet og forsyning, ligesom de stadig skal henvende sig til deres gasselskab, hvis de har spørgsmål om den gas, de køber, gaspriser mv.

KONTAKT

HMN:
Ole Bjørstorp, bestyrelsesformand i HMN Naturgas I/S, tlf. 51 20 35 11
Susanne Juhl, adm. direktør i HMN Naturgas I/S, tlf. 21 43 10 55
Malene Hadrup, kommunikationschef i HMN Naturgas I/S, tlf. 40 99 35 55

Energinet
Lars Barfoed, bestyrelsesformand i Energinet, tlf. 41 17 49 18
Torben Thyregod, finansdirektør i Energinet, tlf. 31 51 31 45
Jesper Nørskov Rasmussen, pressechef, tlf. 23 33 85 75


Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.