Søkabel mellem Danmark og Sverige er gravet fri og lappet

Utætheden på det 400 kV søkabel mellem Skibstrupgård nord for Helsingør og Kristinelund nord for Helsingborg, der i sidste uge lækkede olie, er nu gravet fri. Der er monteret en stålmuffe, som bremser lækagen.

Stålmuffen er monteret over hullet på kablet, og samtidig er der sat en omvendt stålpyramide op ved utætheden, der kan opsamle den lille mængde olie, der stadig siver fra kablet.

 

En stålklemme bremser udsivningen

 

Efter dages intens fejlsøgning lykkedes det torsdag eftermiddag ved hjælp af dykkere fra 2 skibe og en helikopter i luften at lokalisere problemet cirka 1000 meter ude fra kysten ved  Ellekilde Hage, nær Hornbæk. På dette tidspunkt lignede det, at der var to utætheder nær hinanden, men da kablet blev gravet fri, viste det sig ikke at være tilfældet.

 

Da det torsdag var lokaliseret, på hvilken fase fejlen ligger, kunne et reservekabel sættes i drift, og derved blev driften torsdag aften normaliseret, efter at kablet havde været sikkerhedsudkoblet.

  

Søkablet indeholder olie, der fungerer som isolation. Olien er en mineralsk olie af typen T3550, der har en konsistens som madolie, og som nedbrydes over tid.  Energinet vurderer, at der er sket et udslip på omkring 9000 liter.

 

Det er endnu ikke klarlagt, hvad der har forårsaget skaden på kablet, og det er også for tidligt at sætte en tidsramme på, hvornår reparationen af kablet er overstået.

Kontakt

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.