hanne-binder-web
Hos Energinet vil pigerne blandt andet møde energianalytiker Hanne Binder (forrest i billedet), som vil fortælle om sit karrierevalg og holde workshop om balance i et grønt energisystem.

Energinet inviterer lokale piger til Girls’ Day in Science

Når det den 2. oktober går løs til den landsdækkende kampagnedag Girls’ Day in Science, slår Energinet også dørene op og inviterer lokale skole- og gymnasiepiger indenfor.

Flere piger skal inspireres til at se mulighederne i en uddannelse inden for IT, teknologi og naturvidenskab. Det er formålet med kampagnen Girls’ Day in Science, der i år løber af stablen den 2. oktober 2019. Energinet deltager også i Girls’ Day in Science og byder lokale piger fra Trekantområdet velkommen til en dag, hvor vi vil vise dem, hvad en karriere inden for henholdsvis energiteknologi og it-ledelse kan føre til.

”For Energinet er mangfoldighed blandt medarbejderne utrolig vigtig, da forskellige perspektiver på tingene bidrager til bedre og mere innovative løsninger. Derfor har vi i år valgt at deltage i Girls’ Day in Science, så flere piger får øjnene op for de spændende opgaver, man kan arbejde med inden for bl.a. grøn energi og digitalisering”, siger Puk Lundgaard Sørensen, som er HR-seniorkonsulent hos Energinet.

Pigerne skal mødes med kvindelige rollemodeller, der deler deres personlige historie om uddannelse og karrierevalg. Programmet for pigerne kan ses her https://tektanken.nemtilmeld.dk/364/

Det er Naturvidenskabernes Hus og deres netværk for skole-virksomhedssamarbejde, Tektanken, der står bag Girls’ Day in Science. Her fortæller konstitueret direktør, Maiken Lykke Lock, at mødet med de kvindelige rollemodeller betyder meget for pigerne:

“Vi ved fra forskning, at det især for piger er vigtigt at møde nogen, de kan spejle sig i, når de skal træffe valg om fx uddannelse. Derfor er mødet med de kvindelige rollemodeller et bærende element i Girls Day in Science,” fortæller hun og fortsætter:

“Det plejer at være en rigtig god dag for pigerne. Det er ude i virkeligheden, at de for alvor kan se og opleve, at man kan gøre en kæmpe forskel med naturvidenskabelige kompetencer,” siger hun.

Fakta om Girls Day in Science:

Girls Day in Science er en landsdækkende kampagnedag, der sætter fokus på manglen på kvinder og piger inden for IT, teknologi og naturvidenskab. På dagen besøger piger fra grundskolens udskolingsklasser og gymnasiet virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer i hele landet for at få et indblik i en karriere inden for de områder.

Over 60 arrangører slår dørene op til Girls’ Day in Science den 2. oktober. Det giver plads til omkring 3000 piger i alt

kontakt

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.