Børn sidder med en iPad

Få nemt overblik over dit el-forbrug

Energinet indfører ny teknisk løsning, så det bliver langt nemmere at få overblik over el-forbruget.

Hvornår i døgnet bruger jeg mest strøm? Bruger jeg mere strøm i år, end jeg gjorde sidste år? 
 
Tidligere har det været svært og nærmest ugennemskueligt at få overblik over sit el-forbrug. På hjemmesiden eloverblik.dk har Energinet på tværs af Danmark samlet data-oplysninger, så du langt nemmere og hurtigere kan tjekke dit el-forbrug, hvis det er dig, der står på regningen. Du skal blot logge ind med dit NemID, så du kommer ind på din husstands el-forbrug.  
 
Overblikket er til stor gavn for forbrugerne, men også til gavn for den grønne omstilling, der er dybt afhængig af data.  
 
- Data er afgørende for den grønne omstilling, både i de enkelte hjem og de enkelte virksomheder, men også for samfundet som helhed. I fremtiden kommer meget mere af vores strøm, som vinden blæser og solen skinner, og derfor skal forbruget være mere fleksibelt. Det skal nye apparater, produkter og incitamenter hjælpe os med, men uden data kommer vi ikke langt. Derfor skal det også være nemt for alle at se sine egne oplysninger, siger Martin Lervad Lundø, direktør for Energinet DataHub. 
 
Det er Energinet, der på samfundets vegne driver eloverblik.dk.  
 
Fakta:  
Eloverblik er en platform, hvor virksomheder eller private forbrugere på tværs af Danmark kan logge ind og se deres eldata. 

Det er også en platform, hvor virksomheder og borgere kan give andre fuldmagt til at tilgå den data (eller til at trække fuldmagten tilbage). Det kan fx være i forbindelse med energirådgivning eller til en app, der synliggør ens forbrugsvaner. 

Det er en datadeling, som er med til at skabe vækst indenfor udviklingen af grønne teknologier, fordi efterspørgslen har gjort, at der er god forretning i at udvikle denne form for produkter eller services til personer eller virksomheder.
  
Implementeringen af en CPR-løsning for private forbrugere forventes at skabe positiv værdi for virksomheder, der arbejder med grønne services og produkter til private. Det er afgørende for fx produktudvikling og optimalt udnyttelse af energien at få en god forståelse af de eksisterende forbrugsvaner via data.  

Kontakt

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.