kontrolcenter-9
I Energinets kontrolcenter over det overordnede danske elnet bliver der konstant holdt øje med, at danskernes forsyningssikkerhed er intakt. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Anbefaling til minister: Elsystem skal planlægges efter elforsyningssikkerhed på 99,993 procent

Energinet sender anbefaling for fremtidens elforsyningssikkerhed til klima-, energi- og forsyningsministeren. Sidste års mål – at planlægge elsystemet efter, at forbrugerne om ti år maksimalt er uden strøm i 35 minutter – fastholdes. Omstillingen til et grønt elsystem betyder, at nye værktøjer skal i brug for at sikre danskernes forsyningssikkerhed.

Kan Danmark opretholde elforsyningssikkerhed i europæisk topklasse, når elsystemet om ti år skal være grønt, og strømmen hovedsageligt komme fra vind og sol?

Ja, det viser Energinets årlige elforsyningssikkerhedsredegørelse, som sammen med et anbefalet mål for, hvor mange minutter danskerne skal have strøm i stikkontakterne i 2031, nu er sendt til klima-, energi- og forsyningsministeren. Det er ministeren, der fastsætter det endelige planlægningsmål ti år ud i fremtiden.

Efter en høring, hvor der er kommet input til redegørelsen, fastholder Energinet målet om at planlægge og udbygge elnettet efter, at danskerne i 2031 i gennemsnit er uden strøm i maksimalt 35 minutter. Det er det samme mål som i sidste års 2030-anbefaling til ministeren. Det svarer til, at elsystemet planlægges efter, at danskerne om ti år har strøm i 99,993 procent af tiden mod 99,996 procent i dag.

Store forandringer
”Vi er godt i gang med at forandre elsystemet, og den forandring bliver kun større det kommende årti. Flere af de teknologier, fx kraftværker, der indtil nu har understøttet et stabilt og robust elnet udfases. Men vi arbejder målrettet på at finde nye løsninger og indgå nye partnerskaber, som kan understøtte dette fremadrettet. Det bliver ikke en let opgave, og nogle af løsningerne kender vi endnu ikke, men vi tror på, at det kan lykkes, hvis vi i langt højere grad rækker ud og inddrager de producenter og forbrugere, som har mulighed for at skrue op og ned, afhængigt af om det blæser eller ej, siger Stine Grenaa Jensen, vicedirektør i Energinet Systemansvar.

Hun peger yderligere på, at kraftværker med deres generatorer og roterende masse har sikret elsystemet i situationer med udfald og svingende frekvens, hvorimod vindmøller og solceller er opbygget på en helt anden måde. Derfor skal der nye teknologier og systemer til at sikre, at elnettet i fremtiden fortsat er stabilt, robust og kan modstå fejl og forstyrrelser i de mange tusinde komponenter, som elnettet består af. 

Mere fokus på nabolandene
Det danske elsystem er allerede i dag tæt koblet til elsystemerne i vores nabolande, og elproduktion fra vind, vandkraft, sol og kraftværker mv. flyder konstant over grænserne. Den udvikling forstærkes, i takt med at mere strøm kommer, som vinden blæser, og solen skinner, og vi skal bruge strøm til langt flere ting end i dag. Derfor følger Energinet også udviklingen i nabolandene tæt.

Netop øget fokus på de store forandringer, der også sker i landene omkring os, bl.a. udfasning af tysk kulkraft, er blandt de input, der er kommet fra energibranchen i høringsperioden, og Energinet vil i de kommende år have yderligere fokus på effektsituationen i nabolandene, også på lang sigt.

De sidste minutter er meget dyre
Høj forsyningssikkerhed er afgørende for at samfundet kan fungere. Men et mål for, at der altid skal være strøm i stikkontakterne, er meget dyrt at indfri. De sidste minutter mod 100 procent er meget dyre. 

Af de 35 minutters gennemsnitlige afbrud, som Energinet anbefaler, at elsystemet skal planlægges efter, vil 5 minutter i 2031 skyldes effektmangel – altså at der ikke er strømproduktion til at dække forbruget. 1 minut vil skyldes netutilstrækkelighed – at eltransmissionsnettet pga fx udfald ikke kan transportere strømmen frem. 1 minut vil kunne relateres til manglende robusthed i eltransmissionsnettet – dvs. evnen til at modstå pludselige forstyrrelser eller udfald.

De resterende 28 minutter kan tilskrives fejl i de lokale eldistributionsnet, som sammenlagt dækker over mange flere kilometer end eltransmissionsnettet.

I gennemsnit har der over de sidste ti år været mindre end 1 afbrudsminut årligt i eltransmissionsnettet og i gennemsnit 20 minutters afbrud på eldistributionsnettet.

Elsystem bliver vendt på hovedet
Det elnet, vi kender i dag, er på mange områder ved at blive vendt helt på hovedet, forklarer Stine Grenaa Jensen. 

”Strømmen kommer ikke længere fra kraftværker i de store byer eller nær de store forbrugscentre. Den kommer fra vindmøller på havet eller solceller langt fra de store forbrugscentre, fordi her er ledig jord og længere mellem naboerne. Men her er ofte ikke et tilstrækkeligt stærkt elnet eller lokalt forbrug, der kan opsluge stor produktion. Det kræver nye og stærkere elforbindelser. Og når der samtidig skal nye teknologier og løsninger til at sikre, at elnettet fortsat er stabilt og robust, så ligger der en kæmpe opgave for os alle i elsektoren i at opretholde forsyningssikkerhed i absolut topklasse. Men vi mener både det er realistisk og helt afgørende for samfundet, at vi kommer i mål, siger hun.

 

For at vi har strøm i stikkontakterne, skal mange ting være på plads. Forsyningssikkerhed består både af systemtilstrækkelighed og systemsikkerhed.

KONTAKT

LÆS MERE

Energinet skal hvert år ifølge ”Bekendtgørelse om systemansvarlig virksomhed og anvendelse af eltransmissionsnettet mv.”, udarbejde en elforsyningssikkerhedsredegørelse.

15. september offentliggjorde Energinet afbrudsstatistik for 2020 og sendte forslag til forsyningssikkerhedsredegørelse i høring.

Høringssvarene er nu vurderet og evt. indarbejdet, og Energinet sender den endelige redegørelse  og anbefaling til klima-, energi- og forsyningsministeren.

 

Læs Redegørelse for elforsyningssikkerhed 2021.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.