skabel2
Scanningsbillede af havbunden. Billedet viser kabelruten, der går fra det øverste venstre hjørne til det højre nederste hjørne. Et skibsanker bliver trukket over havbunden fra øverste højre hjørne mod det nederste venstre hjørne. Efter ankeret rammer og får fat i kablet, får ankeret en mere ujævn rute og "hopper" hen over havbunden.

Søkabel til Bornholm har tydelige skader efter anker eller lignende

Søndagens undersøgelser af den fejlramte elforbindelse mellem Bornholm og Sverige afslørede skader på kablets beskyttende kappe. Skaderne minder meget om tidligere skader på søkabler forsaget af ankre eller fiskeredskaber.

Undersøgelser lavet på bunden af Østersøen viserer, at søkablet, som forbinder det bornholmske og svenske elsystemer, er blevet ramt af et anker eller lign.

Lørdag morgen klokken 6.17 blev Bornholm ramt af strømafbrydelse efter en fejl i på søkablet. Efterfølgende blev skaden udmålt til at være opstået henholdsvis 17 kilometer fra Sverige og 26 kilometer fra Bornholm. 

Undersøgelserne fra havbunden lavet søndag viser, at kablet er skadet præcist på det sted, hvor kortslutningen blev målt til. Billederne viser tydelige skader i kablets beskyttende kappe. Skaden som minder meget om skader Energinet tidligere har set, når et skibsanker eller fiskeredskaber har ramt søkabler. Det er kun et af de tre kabler, der tilsammen udgør elforbindelsen, som vurderes at være ramt.

”Vi er straks gået i gang med at få kablet repareret - vi skal have den ødelagte del klippet af og indsat et reservestykke. Vi har reservedele klar, men vi kan endnu ikke sige, hvornår kablet er tilbage i drift – det afhænger bl.a. af vejrforholdene. Det skal være roligt til søs, for at vi kan trække kablet op til overfladen og foretage reparationen,” siger Steffan Ladegaard Morrison, områdeleder i Energinet

Fejlen ligger desuden på 50 meters dybde, som kan udfordre repararationen.

Alt tyder på nuværende tidspunkt, at der er tale om en ankerskade. 

Både i 2012 og 2017 blev Bornholm ramt af strømafbrydelse på grund af skader på søkablet forsaget af skibe. Energinet har desuden registreret afbrydelser af søkablet i 2004, 2005, 2006 og 2010.

For at minimere risikoen for flere ankerskader besluttede Energinet i 2018 at spule kablet ned i havbunden på den del af strækningen mellem Bornholm og Sverige, hvor der tidligere har været skibsskader. Det er på denne strækning, hvor kablet er spulet ned i havbunden, at lørdagens kortslutning skete.  

Lørdagens strømafbrydelse på Bornholm varede til klokken 12.26, hvor alle øens forbrugere ifølge TREFOR Elnet Øst igen havde strøm. Bornholm forsynes nu af øens egen elproduktion.

KONTAKT

FAKTA

25. december 2012 blev kablet beskadiget af et skib, og Bornholm mistede forsyningen i nogle timer. Det tog 47 dage at reparere kablet, bl.a. pga. dårligt vejr, der vanskeliggjorde arbejdet til søs.
23. december 2017 blev kablet beskadiget af et skib, og Bornholm var uden strøm i nogle timer. Det tog 19 dage at reparere kablet. 

 

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.