2022: Et år med store omvæltninger

Med publikationen ’Året der gik 2022 i el- og gassystemerne’ ser Energinet tilbage på det særdeles begivenhedsrige år 2022 og sætter spot på de vigtigste tendenser i el- og gassystemerne.

El- og gassystemerne er under hastig forandring i lyset af den sikkerhedspolitiske situation og energikrisen i Europa. Vi har set et markant fald i gasforbruget på 25 %, og biogas udgør nu hele 34 % af gasforbruget. Elforbruget er for første gang blevet fleksibelt, så vi flytter vores elforbrug fra de dyre dagtimer til de billigere nattetimer.

Det er nogle af de nøgletal og tendenser, som Energinet har samlet i publikationen ’Året der gik 2022 i el- og gassystemerne.’ Men der er mange andre markante konklusioner, når vi ser tilbage på året, der gik:

For eksempel at produktionen af vedvarende energi fra vind og sol stadig er stigende og i 2022 udgjorde, hvad der svarer til næsten 60 % af danskernes elforbrug. Den massive interesse for at tilslutte både produktions- og forbrugsanlæg til transmissionsnettet tegner til, at tendenserne bliver spændende at følge de kommende år.

El- og gasprisernes himmelfart
2022 var også året, hvor el- og gaspriserne sprængte rammerne for, hvad vi troede muligt. Det afspejler sig også i markant stigende omkostninger til systemydelser og nødforsyning af gas. Som et lyspunkt så vi i 2022 en stærk sammenhæng mellem elproduktion fra vind og sol og udviklingen i elprisen, hvilket har sikret lavere elpriser i måneder med meget vind og sol.

De mange forandringer i el- og gassystemerne stiller helt nye krav, når Energinet skal sikre en fortsat høj forsyningssikkerhed både i de kommende år og i fremtidens 100 % grønne energisystem. Derfor er det også positivt, når vi i 2022 ser en rekordhøj gaslagerfyldning og en elforsyningssikkerhed i absolut verdensklasse.

Markant forandret situation
- Energinet følger udviklingen i el- og gassystemerne tæt – både nationalt og internationalt. I 2022 er den sikkerhedspolitiske situation markant forandret, og vi står midt i en energikrise i Europa. Ser vi på tal og data fra 2022, illustrerer det med al tydelighed de store omvæltninger, vi har oplevet i 2022. Samtidig er de politiske ambitioner for den grønne omstilling øget markant i 2022 og Energinet spiller en central rolle for at levere på ambitionerne, siger Søren Dupont Kristensen, direktør i Energinet Systemansvar.

I publikationen kan du blandt andet læse mere om årets rekorder i el- og gassystemet, udviklingen i grøn energi, tendenser i balancering af el- og gassystemerne og udvikling af tilstrækkelig infrastruktur.

Kontakt

Året der gik 2022 i el- og gassystemerne

Data og nøgletal fra publikationen er hentet fra både interne og eksterne kilder – bl.a. Energinets Energi Data Service, der frit kan tilgås af alle interesserede.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.