I denne uge mødtes EU-ledere i Oostende i Belgien for at bygge videre på Esbjerg-aftalen om mere havvind i Nordsøen. CEOs fra de samarbejdende TSO’er deltog også: fra venstre - CEO i TenneT De Tim Meyerjürgens, CTO i Amprion Hendrik Neumann, CEO i Gasunie Han Fennema, CEO i Elia Chris Peeters, CEO i Energinet Thomas Egebo og CEO i TenneT NL Manon van Beek. Mangler på foto: CEO i 50Hertz Stephan Kapferer.

Hybrid elforbindelse mellem Tyskland og Danmark: Amprion og Energinet er blevet enige om et tæt samarbejde

Energinet og den tyske modpart Amprion har underskrevet en aftale om at undersøge perspektiverne i at udvikle en hybrid elforbindelse mellem de to lande.

Den nye forbindelse vil bidrage væsentligt til at opnå klimaneutralitet og velstand gennem sikker forsyning i de to lande og i hele Europa. Derudover vil den bidrage til at udbygge mere vindenergi gennem etablering af et offshorenet i Nordsøen.

De to TSO’er Amprion og Energinet forventer positive effekter for begge lande ved at etablere en elforbindelse, der vil bidrage til en mere fleksibel elforsyning på tværs af grænser og dermed øget forsyningssikkerhed i Danmark, Tyskland og Europa.

"En elforbindelse mellem Danmark og Tyskland er et vigtigt skridt på vejen mod at høste det store vindpotentiale i Nordsøen og sikre forsyningen af vedvarende energi til husstande og industri på det europæiske fastland, hvor efterspørgslen vil stige i fremtiden, ” siger Thomas Egebo, administrerende direktør i Energinet.

Amprion og Energinets mål er at forbinde den kommende danske Energiø Nordsøen med det tyske elnet via fremtidige energiøer og elnet i den tyske del af Nordsøen. Overskydende grøn strøm fra den danske energiø vil via forbindelsen blive transporteret direkte til de private forbrugere og industri i Tyskland.  

Nordsøen som Europas grønne kraftværk
Da elektrificeringen er den væsentligste faktor i den grønne omstilling, vil efterspørgslen efter strøm stige.  

”Elforbindelsen mellem Danmark og Tyskland vil være et vigtigt skridt mod at nå klimamålene i Europa, da den imødekommer det stigende behov for strøm. Ved at øge transportkapaciteterne landene imellem kan vi integrere mere vedvarende energi i energisystemet," udtaler Amprions CTO Hendrik Neumann.

Forbindelsen mellem Danmark og Tyskland er en vigtig byggesten i "Europas grønne kraftværk” og i etableringen af det første internationale offshorenet i Nordsøen. Elforbindelsen skal forbinde den danske energiø i Nordsøen med et tysk elnet af havvind nord for det tyske fastland. Forbindelsen giver de to TSO’er forskellige muligheder for hele tiden at opretholde frekvensen og spændingen i de respektive elsystemer.

Esbjerg-samarbejdet
I et ekspertdokument gør Esbjerg-samarbejdspartnerne rede for, hvordan udbygningen af havvind i Europa kan opnås på en koordineret og bæredygtig måde, som samtidig er effektiv set ud fra et teknologisk og samfundsøkonomisk perspektiv. Ud over Energinet og Amprion indgår en række andre systemansvarlige transmissionsselskaber og energiselskaber fra Belgien, Holland og Tyskland i samarbejdet. Link til ekspertdokument.

Amprion
Amprion GmbH er en af Tysklands fire systemoperatører. Amprions 11.000 kilometer eltransmissionsnet transporterer strøm i et område, der strækker sig fra Nordsøen til Alperne. I Dortmund og på mere end 30 andre lokaliteter er 2.300 medarbejdere med til at sikre høj forsyningssikkerhed.

Energinet
Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed, der ejes af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og er systemansvarlig for transmission af el og gas i Danmark. Energinet driver 8.400 km ledninger og 1.250 km gasnet i Danmark. Sammen med vores naboer driver Energinet også en række onshore- og offshore-elforbindelser til Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Polen.

Ca. 1800 medarbejdere holder Danmarks forsyningssikkerhed høj og bidrager til, at den grønne omstilling til 100 % vedvarende energi kan gennemføres på en samfundsøkonomisk forsvarlig måde.

Kontakter

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.